USA/åbning: Cisco skinner i grøn åbning trods uventet stigning i producentpriserne

Udgivet den 13-02-2025  |  kl. 15:42  |  

De amerikanske aktier er kommet godt fra land torsdag, på trods af at producentpriserne tog et uventet hop i januar.

På regnskabsfronten er netværksgiganten Cisco kommet med et opløftende regnskab, som sender aktien op, mens det sociale medie Reddit og landbrugsproducenten Deere er under gevaldigt pres fra start.

Slemmest står det dog til for reklameplatformen Trade Desk, som falder over 30 pct.

USA's præsident, Donald Trump, svinger derudover atter med toldhammeren. Torsdag skriver han på mediet Truth Social, at torsdag "bliver den helt store" dag, og at der venter gensidige toldsatser. Detaljer om tolden ventes offentliggjort klokken 19 dansk tid, når præsidenten taler ved en pressekonference.

Det brede S&P 500-indeks stiger fra start med 0,2 pct., mens Nasdaq går frem med 0,5 pct. Dow Jones ligger med et lille plus på 0,1 pct.

Op til handelsstart viste de amerikanske producentpriser en større stigning end ventet i januar, men modsat den skuffende inflationsrapport onsdag var dagens overraskende tal ikke nok til at tage pusten fra investorerne.

Ifølge Bloomberg News skyldes det, at flere underkomponenter i producentpriserne, der også indgår i kerneprisdeflatoren, som er Federal Reserves foretrukne inflationsmål, ikke har vist sig så slemme som frygtet.

Producentpriserne i USA steg med 3,5 pct. i januar på årsbasis, hvor økonomerne adspurgt af Bloomberg havde ventet en stigning på 3,3 pct., som også var tilfældet måneden inden.

På månedsbasis var der tale om en stigning på 0,4 pct. mod en ventet stigning på 0,3 pct. ifølge økonomerne. Stigningen måneden forinden var 0,2 pct., viser et revideret tal.

CISCO I FREMGANG EFTER POSITIVT REGNSKAB

Netværksproducenten Cisco Systems tjente bedre end ventet i sit andet kvartal 2024/25 og skruede samtidig op for forventningerne til både omsætningen og indtjeningen i hele regnskabsåret. Det belønner investorerne ved at sende it-aktien op med 5,4 pct. i de indledende handler.

Omvendt får det sociale medie Reddit en hård medfart, efter at selskabet har leveret svage tal for antallet af dagligt aktive brugere i fjerde kvartal. Det giver et minus på 9,4 pct. fra start.

Hovedtallene i kvartalet var ellers stærkere end ventet, men antallet af dagligt aktive brugere skuffede omvendt ved at lande på 101,7 mio. mod forhåndsforventningen 103,8 mio.

Deere, som står bag de ikoniske grønne traktorer, er kommet med regnskab for sit første kvartal, som er bedre end ventet målt på indtjeningen. Men regnskabet vidner også om massiv tilbagegang og advarsler om, at året tegner dystert, da landbruget er inde i en periode præget af global afmatning. Det sender Deere-aktien ned med 4,4 pct.

Reklameplatformen Trade Desk får imidlertid de største kurstæsk, efter sin svage prognose for første kvartal i sit regnskab. Også årets sidste kvartal skuffede på toplinjen.

Aktien falder med hele 31,8 pct.

.\\˙ MarketWire

Frederik Olling Milbæk

Tags:  Market Open❯  Shares❯  USA❯