ØK bekræfter salg af ejendomme for omkring 180 mio. kr.

Udgivet den 10-03-1999  |  kl. 11:14  |  

København--10. marts--NetPosten--ØK meddeler onsdag, at selskabet - på baggrund af omtale i dagens aviser - i forbindelse med salg af ejendomme ønsker at bekræfte en række tiltag i den henseende.

ØKs registrerede hovedkontor, som har ligget på Nikolai Plads 34 i København siden salget af Midtermolen i 1997, vil i løbet af tredje kvartal blive flyttet tilbage til selskabets oprindelige hovedkontor i Asia House på Indiakaj 16 i København, hvor ØK også vil konsolidere de juridiske funktioner. ØKs hovedkontor forbliver derfor i København, hvor det altid har ligget. Kontoret vil blive ledet af underdirektør, advokat Christian Lund.

I Singapore har ØK sat lager- og kontorbygningen 4A Clementi Loop til salg. Behovet for dette 16.000 kvm. store byggeri er faldet betydeligt, efter ØK har solgt EAC Graphics og EAC Consumer Products i Singapore over de seneste måneder.

ØKs operationelle center, som står for den komercielle ledelse af koncernen, har indtil videre til huse i 4A Clementi Loop, men optager kun en lille del af den totale plads. Det operationelle centers pladskrav vil i øvrigt blive yderligere formindsket i takt med, at ØKs bestræbelser for at reducere omkostninger og kompleksiteten inden for organisationen bærer frugt.

Som følge heraf har 4A Clementi Loop ikke længere nogen strategisk eller forretningsmæssig betydnig for ØK, og det er fundet naturligt at søge en afdisponering af ejendommen og konvertere den værdi, som bygningen repræsenterer, til likvide midler, som ØK kan investere i forretninger og fremtid.

Ifølge meddelelsen er der adskillige muligheder for, hvor det operationelle center akn ligge i fremtiden. En mulighed er, at ØK forbliver i bygningen som lejer, en anden at ØK flytter det operationelle center til en af de mange, nemt tilgængelige kontorbygninger i Singapore.

På linie med 4A Clementi Loop har ØK identificeret en række andre ejendomme, som heller ikke har nogen strategisk betydning for ØK, og disse er derfor også blevet sat til salg. Disse består bl.a. af:

- Det 4.000 kvm. store kontorkompleks i Seven Oaks, UK, hvor EAC Timber i dag optager mindre end 25 pct. af det samlede areal. Efter salget af ejendommen forventes det, at EAC Timeber bliver som lejer.

- Nikolai Plads 34 i København

- En industriel ejendom i Melbourne, Australien, som er blevet overflødiggjort, efter ØK har trukket sig ud af uldforretningen i Australien.

- 3 andre, mindre ejendomme i Singapore og United Kingdom.

- Afdisponeringen af disse ejendomme vil tage nogen tid, men for de flestes vedkommende forventer vi en afslutning inden udgangen af 1999. Den totale salgssum forventes at løbe op i omkring 180 mio. kr., svarende til lidt over ejendommens bogførte værdi, siger adm. direktør i ØK, Mark A. Wilson.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder