Ørsted sælger fra - Sydbank kalder det inden for rammerne af forventningerne
(Beløbsstørrelse for det samlede frasalg i år er korrigeret i forhold til tidligere udsendt artikel)
Ørsted har et mål om frasalg i perioden 2024-2026 på 70-80 mia. kr., som ville blive ligeligt fordelt mellem årene.
Og med dagens frasalg af amerikanske solenergiprojekter med et provenu på 4,1 mia. kr. har selskabet nu solgt det fra, som lå i forventningerne til i år.
Det vurderer aktieanalysechef Jacob Pedersen fra Sydbank, efter at Ørsted tidligere i år har frasolgt ejerandele i fire amerikanske landvindprojekter, fire britiske havvindprojekter og Greater Changhua 4.
- Sammen med dagens provenu på 4,1 mia. kr. bringer det årets farm-down-provenu op på ca. 24 mia. kr. og altså indenfor rammerne af Ørsteds forventninger. Vi tager godt imod transaktionen, der er endnu et positivt skridt i farm-down-bestræbelserne, skriver Jacob Pedersen i en kommentar.
Jacob Pedersen betegner frasalgene som generelt som veleksekverede.
- Når man giver signaler på, at man befinder sig inden for de rentabilitets- og værdiskabelsesspænd, som man målsætter på frasalg, så vurderer jeg, det er veleksekveret, siger han.
Ørsted oplyste onsdag inden børstid, at man frasælger en ejerandel på 50 pct. af tre amerikanske solcelle- og batterilagringsprojekter til amerikanske Energy Capital Partners. Ørsted beholder en ejerandel på 50 pct. i de tre projekter og vil fortsat være ansvarlig for driften af projekterne i hele deres levetid
Transaktionen har en værdi af cirka 4,1 mia. kr. Den samlede effekt af frasalget vil blive indregnet henover regnskabsperioderne fjerde kvartal i år og første kvartal næste år, oplyste Ørsted.
Ørsted pointerer også onsdag, at "med dagens frasalg fortsætter Ørsted med at eksekvere på sit frasalgsprogram, og provenuet vil bidrage til at opfylde Ørsteds mellemlange og langsigtede mål".
.\\˙ MarketWire
Tags: Shares❯