Airbus presses til alternativer til "den sorte boks"- citat

Udgivet den 01-06-2016  |  kl. 08:50  |  

De udfordringer, som efterforskerne af ulykken med Egyptair 804 har næsten to uger efter ulykken, lægger pres på Airbus for at finde alternativer til "den sorte boks", så man kan få fat i afgørende data om flyulykker. Flyet styrtede 19. maj ned i det østlige middelhav med 66 mennesker om bord fra Paris til Kairo. Efterforskerne kender fortsat ikke årsagen til styrtet, da den sorte boks endnu ikke er fundet.

Det skriver Wall Street Journal.

- Det (problemet med at finde "den sorte boks", red.) styrker vores overordnede tilgang til at finde løsninger på at få data om ulykker så hurtigt som muligt (...) Det er virkeligt frustrerende, siger Charles Champion, som er leder for afdelingen for ingeniørarbejde hos Airbus Group SE's flyproduktionsenhed.

Efterforskerne er i et kapløb mod tiden. Optagelserne fra cockpittet og flydata er udstyret med pejlemærker, men batterierne til disse varer kun i 30 dage. Airbus oplyser, at de har forsøgt at finde alternativer til det aktuelle problem, som også har bremset undersøgelsen af andre ulykker. Et koncept, Airbus arbejder på, er et system til overvågning af data under selve flyvningen. Hvis der er tegn på problemer, vil flyet automatisk overføre mere information, som kunne hjælpe efterforskerne til at forstå, hvad der skete.

/ritzau/FINANS

Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk

Tags:  Udenlandsk selskab❯