Aker fik bekræftet PFA-papirer ved Københavns Byret
København--21. januar--NetPosten--Underskrifterne på de falske milliard-garantier fra PFA til det norske Kjell Inge Røkkes selskab Aker RGI er blevet bekræftet ved Københavns Byret, oplyser Aker RGI torsdag eftermiddag i en norsk fondsbørsmeddelelse, hvor sagen om De Soto Equitys (ved Kurt Thorsen) køb af Akers 40 pct. aktiepost i finansieringsselskabet Gefion blev beskrevet.
Som sikkerhed for købet blev der stillet en garanti fra PFA Byg Ejendomsaktieselskab om at opfylde enhver forpligtelse De Soto Equity påtog sig ved købet af aktierne. Garantien er undertegnet af Rasmus Trads, som i henhold til firmaattest var administrerende direktør i PFA Byg Ejendomsaktieselskab.
- Rasmus Trads underskrift er bekræftet af Notarius Publicus ved København byret. Der blev fremlagt fuldmagt dateret 21. december 1998, som bemyndigede Rasmus Trads til at udstede garantien. Fuldmagten er undertegnet af André Lublin på vegne af ledelsen i PFA Byg Ejendomsaktieselskab.