Aktier/åbning: Bavarian og Ørsted i front for lysegrønt C25

Udgivet den 30-11-2023  |  kl. 09:06  |  
Bavarian Nordic - Produkt

De danske aktier er startet let positivt torsdag, hvor blandt andet energiselskabet Ørsted og Bavarian Nordic skiller sig positivt ud.

De amerikanske aktier faldt ellers en spids efter dansk lukketid onsdag, men det er siden blevet indhentet af stigende futures for de tre ledende indeks i USA.

Samtidig er humøret i Asien også pænt torsdag.

Her kigger investorerne frem mod flere afgørende inflationstal fra både eurozonen og USA, mens det er mere småt med planlagte begivenheder for de større børsnoterede selskaber herhjemme.

Energiselskabet Ørsted får opmærksomhed med udsigten til et nyt stor asiatisk projekt, og medicinalselskabet Lundbeck kan ud på eftermiddagen tiltuske sig lidt rampelys med et forsknings- og udviklingsevent i London, der har deltagelse af forskningsdirektør Johan Luthman og selskabets nytilkomne topchef, Charl van Zyl.

På regnskabssiden er sæsonen for tredje kvartal nået helt ud til det tynde øl, og torsdag er det navne som RTX, Atlantic Petroleum og German High Street Properties, der er på tapetet - flankeret af luftfartsselskabet SAS, som efter planen er fortid på børsen næste år.

C25-indekset har indledt handelsdagen med et plus på 0,2 pct. til 1715,83 efter onsdagens plus på 1,5 pct.

ØRSTED SIKRER RETTEN TIL STORT HAVMØLLEPROJEKT I SYDKOREA

Energiselskabet Ørsted har sikret sig retten til at udvikle 1,6 gigawatt havvindprojekt ud for Incheons kyst i Sydkorea.

Det er sket med tildelingen af en såkaldt "Electricity Business Licence" fra Koreas ministerium for handel, industri og energi.

- Licensen giver Ørsted eksklusive rettigheder til at udvikle sit Incheon-projekt, et havvindprojekt i gigawatt-skala. Projektet vil være det største i Korea, når det står færdigt, og vil bidrage til, at landet kan nå sit mål om at være CO2-neutral i 2050, skiver Ørsted i en meddelelse torsdag morgen.

Ørsted-aktien stiger 1,6 pct. til 320,90 kr. fra start efter onsdagens plus på 3,6 pct.

Lundbecks B-aktie stiger med 0,4 pct. til 32,74 kr. fra start og kan meget vel komme i fokus senere på torsdagen, hvor der afholdes forsknings- og udviklingsevent i London.

Her vil ledelsen i Lundbeck præsentere den strategiske vej frem og sætte fokus på den seneste udvikling i medicinalselskabets pipeline.

CARLSBERG FÅR LØFTET ANBEFALING EFTER KURSFALD

Bryggeriet Carlsberg kan desuden se sin anbefaling hos Jyske Bank blive løftet til "køb" fra "hold", efter at aktien er faldet med en fjerdedel siden sin top i maj.

Kursmålet er uændret 1015 kr., fremgår det af et analysenotat torsdag.

Carlsbergs B-aktie falder alligevel med 0,2 pct. til 825,60 kr. fra start.

Bavarian Nordic får desuden en smule opmærksomhed, idet selskabet har fået løftet sit kursmål hos Jefferies, der har skruet op til 295 kr. fra 245 kr.

Anbefalingen er fortsat "køb".

- Vi følger op på de seneste kvartalsregnskaber og øger kursmålet, hovedsageligt på grund af en højere vurderet nutidsværdi for koppe/mpox-vaccinen Jynneos/Imvamune, skriver Jefferies i et analysenotat.

Aktien sluttede onsdag 2,6 pct. højere, og torsdag morgen fortsætter den frem med 2,9 pct. til 171,20 kr.

Luftfartsselskabet SAS tabte i sit fjerde kvartal 2,1 mia. svenske kr. før skat, viser torsdagens årsregnskab. Det er en forværring på omtrent 400 mio. svenske kr. fra det tilsvarende kvartal sidste år.

Samtidig var der dog også pæn fremgang i omsætningen, der steg til 12 mia. svenske kr. fra 10,7 mia. svenske kr. i fjerde kvartal 2021/22.

.\\˙ MarketWire

Mikkel Brix Kvols

Tags:  Danmark❯  Market Open❯  Shares❯ 

Seneste nyheder

12:45 Novo ser flere begrænsninger i studie der kæder supersællerter sammen med sjælden øjenlidelse
12:41 Skeptisk Pandora-analytiker ser fortsat pres på aktien - andre ser potentiale
12:30 Obligationer/middag: Marginal rentestigning mens USA holder fri
11:56 Aktier middag: Zealand i rekord i afdæmpet men positivt marked
11:32 B&O har sikret opbakning til at hente nye penge
11:17 USA/Danske: Kongetallet fredag kan give store bølgeskvulp på finansmarkederne
09:45 Topdanmark får sænket anbefalingen hos Danske Bank op til regnskab
09:27 Obligationer/åbning: Lidt højere rente op til tungt tal fredag
09:22 Aktier/åbning: Banker i toppen af lysegrønt C25
09:14 Mærsk får løftet kursmålet hos Kepler - fortsat negativ anbefaling
09:01 Torm får indledt dækningen hos Arctic Securities med købsanbefaling
08:31 Aktier/tendens: Stille svag positiv dag i udsigt - B&O har leveret regnskab
07:57 Obligationer/tendens: Renter ventes at køre sidelæns på amerikansk lukkedag før jobrapport
07:49 Råvarer: Oliepriserne falder på grund af tegn på en langsommere amerikansk økonomi
07:44 Vestas får sænket anbefalingen hos spansk storbank
07:40 Pandora/RBC: Kursmål sænkes til 920 kr. fra 1050 kr. - fortsat "underperform"
06:45 Asien: Stigninger med tyngden lagt på teknologi
06:34 B&O: Vil accelerere væksten og forhøje kapitalen med 20 pct.
06:34 B&O: Havde mindre fremgang i salget i fjerde kvartal
06:34 Novo Nordisks storsællert forbundet med sjældent synstab i studie