Aktier/åbning: Mærsk lægger bunden - Unibrew blandt få grønne aktier

Udgivet den 23-06-2022  |  kl. 09:17  |  
Arkiv: Foto

Mærsk-aktien synker til bunden torsdag morgen i eliteindekset, mens Unibrew er blandt de få aktier, der ligger i grønt.

Samlet falder eliteindekset C25, med 1,1 pct. til 1548,81 i de første handler efter et fald på 1,1 pct. onsdag.

Onsdag fik en tale fra den amerikanske centralbankchef, Jerome Powell, ellers de amerikanske aktier til at gå fra en negativ åbning til en næsten neutral afslutning. Han erkendte i talen, at de hurtige og mange renteforhøjelser kan tippe den amerikanske økonomi ud i recession men gentog, at pengepolitikken forsat vil strammes i et aggressivt tempo.

- Alligevel blev Powells tone opfattet som en anelse mindre høgeagtig end frygtet, og således talte Powell aktier op fra bunden, påpeger Nordea.

Unibrew stiger til toppen af C25 med et plus på 1,1 pct. til 588,40 kr. Modsat går det Mærsk-aktierne, der for B-aktiens vedkommende falder 2,1 pct. til 16.535 kr. uden selskabsspecifikke nyheder for nogen af selskaberne. Mærsk kan dog været tynget af Powells tale.

FLERE VÆLGER NEGATIVE RENTER FRA

Flere banker - et par mindre - har fulgt Saxo Bank og fjernet de negative indlånsrenter. Lægernes Bank, der er ejet af Lægernes Pension, og Lunar Bank vil nu heller ikke længere kræve negative renter af kundernes opsparinger, skriver dagbladet Børsen.

I sidste uge sagde Danske Banks topchef, Carsten Egeriis, at det på nuværende tidspunkt ikke var muligt at sige, hvornår Danske Bank dropper negative indlånsrenter, og at banken læner sig op af Nationalbankens styringsrente og de ændringer, der måtte blive besluttet her.

Danske Bank falder 0,4 pct. til 107,85 kr., Jyske Bank dropper 1,2 pct. til 380,50 kr., og Nordea falder 0,4 pct. til 66,84 kr. ved handelsstart.

Trygs svenske forretning Trygg-Hansa, der kom ind i folden ved opkøbet af RSA's nordiske aktiviteter, kan være en af Europas mest profitable forsikringsselskaber.

Det vurderer finanshuset Berenbergs analytiker Tryfonas Spyrou i et analysenotat med titlen: "Indtjeningen er sødere end en svensk kanelbolle".

Analytikeren tog imponeret fra tirsdagens investordag i Stockholm, hvorfra han særligt lægger vægt på den svenske forretnings grundlæggende robuste konkurrenceposition på det strukturelt attraktive svenske marked.

Men Tryg-aktien falder 0,6 pct. til 153,20 kr. i den indledende handel.

B&O UNDER PRES

B&O er de senere år ramt af den ene globale krise efter den anden. Interne opgørelser viser, at stigende fragtpriser, mangel på komponenter, krigen i Ukraine og de kinesiske nedlukninger har sendt audio- og videokoncernen en ekstra regning på 200 mio. kr. i 2021/22-regnskabet, som sluttede med udgangen af maj, skriver Finans.

B&O dykker med 2,2 pct. til 13,60 kr. torsdag morgen.

SAS-piloterne skulle efter sigende også bejle til Ryanair for at få en overenskomstaftale i hus, alt imens fagforeningen har varslet strejke over for SAS.

Det fremgår af en sms, som Berlingske Business er i besiddelse af. Den viser, at dialogen mellem parterne er på vej til at begynde, og der bliver henvist til eksisterende aftaler mellem Ryanair og personale i andre lande "som inspiration". Siden har Dansk Pilotforening (DPF) været til møde med det irske lavprisselskab i Billund.

Forhandlingerne vækker harme hos SAS' danske direktør, Simon Pauck Hansen, der mener, at der foregår et "fordækt og urent spil" i DPF og Dansk Metal, som pilotforeningen hører under.

SAS-aktien 0,2 pct. til 0,48 kr. Aktien er falder med næsten 48 pct. i år.

Der er analysenyt til DFDS, der har fået genoptaget dækningen hos Danske Bank, der nu holder anbefalingen "køb" og et kursmål på 300 kr. for aktien.

Rederiaktien sejler frem med 0,7 pct. til 222,20 kr.

Og til Schouw & Co., der har fået sænket kursmålet hos SEB til 665 kr. fra 690 kr., men anbefalingen er fortsat "køb", fremgår det af Bloomberg News.

Aktien falder 0,8 pct. til 477,50 kr.

Uden for eliteindekset steg NNIT onsdag med 22,0 pct. Torsdag er udviklingen fortsat - omend i et meget roligere tempo. Aktien stiger 2,1 pct. til 76,50 kr. i de første handler.

Aktien tog fart onsdags, da it-selskabet solgte sin Hybrid Cloud Solutions-forretningsenhed samt udvalgte dele af sin Cloud & Digital Solutions-forretningsenhed til fonde rådgivet af Agilitas Private Equity for 1,5 mia. kr. målt på enterprise value på gældfri basis.

Efterfølgende har Danske Bank hævet anbefalingen til "køb" fra "hold" og sat kursmålet op til 120 kr. fra 87 kr.

.\\˙ MarketWire

Charlotte Mackeprang

Tags:  Danmark❯  Market Open❯  Preview❯  Shares❯