Aktier/åbning: Mærsk og ISS trækker ned i rødt C25
Mærsk-aktierne trækker ned på det danske aktiemarked fra åbningen torsdag, efter at våbenhvileaftalen mellem Israel og Hamas har øget forhåbningerne om, at der snart igen kan blive åbnet op for sejllads i Suezkanalen.
Derudover trækker ISS ned efter en sænket aktieanbefaling, mens smykkeaktien Pandora omvendt har lagt stærkt ud.
Efter fem minutters handel ligger C25-indekset 0,2 pct. lavere i 1754,08 efter fald i 17 af de 25 aktier.
CONTAINERREDERIER FALDER EFTER VÅBENHVILEAFTALE
Mærsks B-aktie ligger 1,5 pct. lavere i 10.565 kr., da investorerne spekulerer i, at våbenhvileaftalen mellem Israel og Hamas kan betyde en snarlig genåbning for sejlads gennem Suezkanalen med lavere fragtrater til følge.
Torsdag kommer konsulenthuset Drewry med sine ugentlige data for World Container Index (WCI), der viser priserne på fragt af en 40-fods container. I sidste uge steg det overordnede indeks med 2,1 pct. til 3986,48 dollar.
ISS roder også rundt i bunden af C25 med et fald på 2,2 pct. til 126,30 kr. Bank of America har sænket anbefalingen af serviceaktien til "underperform" fra "neutral", fremgår det af Bloomberg News.
I toppen ligger derimod Pandora med en stigning på 1,8 pct. til 1272,50 kr.
GRØNNE AKTIER I FOKUS
Vestas og Ørsted havde onsdag en god dag, efter at de amerikanske inflationstal styrkede forhåbningerne om lavere renter.
De to grønne aktier får fokus igen torsdag, efter at finanshuset SEB har gentaget positive anbefalinger af dem, men dog med reducerede kursmål.
Kursmålet for Vestas er sænket med 11 pct. til 200 kr. fra førhen 225 kr., mens anbefalingen "køb" er fastholdt.
Vestas-aktien falder 0,7 pct. til 98,54 kr. efter en stigning onsdag på 4,8 pct.
SEB har desuden sænket kursmålet for Ørsted med 19 pct. til 460 kr. fra førhen 570 kr., men anbefalingen "køb" er fastholdt.
Ørsted har desuden fået løftet sin anbefaling af Santander til "neutral" fra "underperform", mens kursmålet er sat ned til 360 kr. fra 394 kr.
Ørsted falder 0,7 pct. til 307 kr. efter et plus på 4,8 pct. onsdag.
Blandt sidepapirerne stiger Netcompany 2,0 pct. til 339,20 kr. efter nyheden om, at Digitaliseringsstyrelsen har valgt selskabet til udvikling, drift, vedligeholdelse, support og videreudvikling af det nye Nemkonto-system.
Aftalen med Digitaliseringsstyrelsen om Nemkonto løber over otte år med mulighed for forlængelse, skriver Netcompany i en meddelelse torsdag morgen.
.\\˙ MarketWire
Tags: Danmark❯ Market Open❯ Shares❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1182
- næste ›