Aktier/åbning: Novo falder efter kursmål på skrump - Boozt i krads modgang

Udgivet den 03-01-2025  |  kl. 09:16  |  
Arkiv: Foto

Onlineforhandleren Boozt trykkes ned i de første handler, efter selskabet torsdag måtte meddele, at en skuffende julehandel presser væksten.

Novo Nordisk går samme vej, efter analytikere har sat kursmålet ned for aktien. Og Mærsk slutter trop trods stigende fragtrater, men med udsigt til nye forhandlinger i USA, der kan afværge en havnestrejke den 15. januar.

Modsat fortsætter Vestas' flyvende start på 2025 efter en god slutspurt på ordresiden op til årsskiftet i de første handler fredag.

Samlet falder C25-indekset med 0,6 pct. til 1795,71 efter et solidt plus torsdag på 1,7 pct.

På en ventet selskabsspecifik rolig dag kan nøgletallene tage over fredag.

- Dagens store begivenhed på de finansielle markeder er offentliggørelsen af ISM-indekset for industrien i USA. Industrien på verdensplan har det stadig svært, og det gælder også i USA. Men vi forventer, at pessimismen i amerikansk industri aftager efter Trumps valgsejr, skriver Jyske Bank i en kommentar.

Det er den kommende præsidents løfter om deregulering og skattelettelser, der ventes at skabe håb i industrien.

- Da Trump blev valgt første gang i 2016, så vi også en stigning i ISM-indekset for industrien. Faktisk steg indekset allerede i november, men det viser stadig en mindre nedgang i industriproduktionen. Vi forventer dog en lille fremgang i december. Det skyldes blandt andet den øgede efterspørgsel i november, som kan hjælpe med at få produktionen op igen, påpeger Jyske Bank.

BOOZT I MODVIND

Blandt sidepapirerne måtte Boozt torsdag skære en luns af væksten i forhold til det ventede.

Online tøjhandleren er ramt af dårligere julesalg end ventet og har nedjusteret forventningen til omsætningsvæksten.

Den foreløbige nettomsætning for 2024 opgøres til 8,215 mio. svenske kr., hvilket svarer til en vækst på 6 pct. i forhold til året før mod ventet "omkring 7 pct.", oplyste selskabet torsdag aften.

Aktien i Boozt falder 4 pct. til 80,75 kr. fredag morgen.

NYT TIL MÆRSK OG NOVO

A.P. Møller-Mærsk har fået nyt om prisen på containerfragt fra Shanghai til en række destinationer over hele verden, som steg for sjette uge i træk.

Men B-aktien falder 1,1 pct. til 12.370 kr. i den indledende handel.

Og det kan være udsigten til, at de amerikanske havnearbejdere og deres arbejdsgivere måske kan finde en løsning på stridighederne mellem dem, inden en havnestrejke går i gang den 15. januar. Parterne skal mødes i næste uge.

Novo Nordisk har fået skåret 150 kr. af kursmålet af Jyske Bank til 850 kr. Anbefalingen "køb" fastholdes dog, da det nuværende kursniveau vurderes at være meget attraktivt.

Novo Nordisk skuffede før jul med sine stærkt imødesete data for lægemiddelkandidaten Cagrisema, der skulle have vist et potentielt "best-in-class" vægttab, men med et resultat på "blot" 22,7 pct. mod de forventede 25 pct. blev optimismen sat på prøve.

- Aktien har mærket markedets skuffelse og usikkerhed, og det markante kursfald giver efter vores vurdering en oplagt købsmulighed i Novo-aktien, skriver Jyske Banks senioranalytiker Henrik Hallengreen Laustsen i et analysenotat.

Også franske BNP Paribas slanker kursmålet til 745 kr. fra 930 kr. men fastholder den stærke købsanbefaling "outperform".

Aktien falder 1,2 pct. til 631,50 kr.

Vestas var den helt store højdespringer blandt C25-aktierne på årets første handelsdag. Og fredag fortsætter fremgangen omend i et presset aktiemarked.

Vestas stiger op i top tre i eliteindekset med et plus på 0,2 pct. til 105 kr. efter et plus på 6,8 pct. torsdag.

Og så har Netcompany fået løftet sit kursmål til 350 kr. fra 325 kr. hos den amerikanske storbank Citi, viser data fra Bloomberg.

Anbefalingen er uændret "neutral". Kursmålet flugter dermed nu i store træk med torsdagens lukkekurs på 347 kr.

Aktien falder 0,1 pct. til 346,60 kr. i de første handler fredag.

.\\˙ MarketWire

Charlotte Mackeprang

Tags:  Danmark❯  Market Open❯  Shares❯ 

Seneste nyheder

11:19 Prisen på at få fragtet en container til søs er faldet med en tredjedel over syv uger
11:09 Eurozonens økonomiske tillidsindikator går mere frem end ventet i februar
10:55 Kinesiske vindmølleproducenter fortsætter med at presse vestlige rivaler
10:17 Danske Bank til aktieinvestorer: Ignorer støjen og se mod Europa
10:13 Portugisisk Ørsted-konkurrent reducerer investeringsplanerne
09:42 Rolls-Royce er flyvende efter opløftende regnskab
09:25 Sydbanks kursmål skrues op hos Danske Bank efter regnskab
09:13 KORR: Shipping: Baltic Dry-indekset fortsætter grøn stime med tiende dag med plus
09:12 Aktier/åbning: Trumps toldtrusler sender rystelser gennem C25
09:09 A&O Johansens bundlinje skrumper i udfordrende år
09:05 Spansk inflation tiltager en smule i februar - helt som ventet
08:58 Obligationer/åbning: Renten viger en smule efter Trumps nye toldtrusler
08:24 Vestas-rival nåede sine mål i 2024 og ser yderligere fremgang i år
08:15 Aktier/tendens: Trumps toldtrusler mod EU kan sende C25 i rødt
07:53 Nordex venter vækst i både omsætning og indtjening i 2025
07:30 Råvarer: Oliepriser stiger efter Trumps annullering af Chevron-licens i Venezuela
07:10 Obligationer/tendens: Trumps nye toldtrusler kan tage fokus på dag med ECB-referat
06:51 Jyske Bank får lavere anbefaling men højere kursmål hos ABG efter regnskab
06:43 Asien: Nvidia-regnskab og Trump-meldinger forvirrer investorer
06:36 Trump: Vil have 25 pct. told på EU-varer - udskyder toldfrist på Mexico og Canada