Aktier/åbning: Rockwool sendes ned inden regnskab - Mærsk presses af våbenhvile
En våbenhvile mellem Israel og Hizbollah er trådt i kraft natten til onsdag, og mens det umiddelbart er godt nyt for finansmarkederne, så bliver A.P. Møller-Mærsk klemt ved udsigten til lavere fragtrater.
Samtidig falder Rockwool op til sit kvartalsregnskab senere onsdag og medvirker til at kappe 0,3 pct. af C25-indekset, der er åbnet i 1820,09.
Den største klods om benet for det danske marked er dog Mærsk, der falder 1,4 pct. til 11.285 kr. efter våbenhvilen. Netop situationen i Mellemøsten og houthiernes sympatiangreb på skibe i Det Røde Hav har nemlig været med til at sende raterne i vejret.
FALD PÅ 3-5 PCT.
I Asien er rederiaktierne derfor faldet over en bred kam efter våbenhvilen.
- Det vil være naturligt, hvis A.P. Møller-Mærsk reagerer på niveau med de asiatiske selskabers kursudvikling på udsigterne til lavere fragtrater, selv om det desværre ikke er givet, at freden kommer til at blive langvarig.
- Et kursfald på 3-5 pct. matcher udviklingen i Asien og vil være forventelig fra handelsstart, spår investeringsøkonom i Nordnet Per Hansen i en kommentar.
A-aktien i Mærsk falder 1,4 pct. til 10.970 kr., og i sammenligning med de asiastiske rederier slipper det danske rederi altså relativt billigt.
Tankrederiet Torm falder 1,8 pct. til 148,60 kr.
ROCKWOOL GØR STATUS
Med i bunden er også Rockwool, der taber 1,1 pct. til 2878 kr. op til sit regnskab for tredje kvartal, der ventes efter middagstid.
Regnskabet, der bliver det første med topchef Jes Munk Hansen ved roret, ventes at vise, at væksten er kommet lidt ned i gear. Konsensus er en salgsvækst på 6,5 pct. i kvartalet. Rockwool faldt tirsdag 2,6 pct. til 2912 kr. op til regnskabet.
NKT FÅR INDLEDT DÆKNING
NKT har fået indledt dækning hos børshuset Oddo BHF, der har regnet sig frem til et kursmål på 529,7 kr. og en neutral anbefaling. NKT falder 0,5 pct. til 547 kr.
Fra høreapparatbranchen er der kommet nyt fra GN's og Demants rival WS Audiology.
Selskabet leverede en organisk vækst på 10 pct. sidste år og en solid forbedring af sin margin. Desuden melder WSA om vundne markedsandele.
GN falder 1 pct. til 130,50 kr., og Demant ligger 0,3 pct. lavere i 269 kr.
I toppen af C25 stiger Genmab og Vestas henholdsvis 1,2 pct. og 0,9 pct. til 1475,50 kr. og 101,45 kr. Der er ikke nyt fremme.
REGNSKABER FRA ENNOGIE OG FIRSTFARMS
Fra regnskabsfronten er der kommet nyt fra Ennogie. Selskabet, der laver solcelletage, kom ud af årets tredje kvartal med et nulresultat før af- og nedskrivninger, hvilket er en klar forbedring i forhold til de foregående to kvartaler, der begge gav underskud. Aktien stiger 1 pct. til 6,32 kr.
Firstfarms falder 0,8 pct. til 72,60 oven på sit kvartalsregnskab, hvor forventningerne dæmpes en smule.
Lundbeck har indledt et fase 3-studie med Amlenetug til behandling af multipel system atrofi, som betegnes som en en sjælden fremadskridende neurologisk lidelse. Lundbecks B-aktie ligger 0,1 pct. lavere i 43,88 kr.
.\\˙ MarketWire
Tags: Danmark❯ Market Open❯ Shares❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1188
- næste ›