Aktier/åbning: Tryg til tops i grønt C25

Udgivet den 03-06-2020  |  kl. 09:20  |  
Arkiv: Foto

Onsdagen er startet med stigninger til det danske C25-indeks for fjerde dag i streg, hvor Tryg-aktien er kommet godt fra start efter en løftet anbefaling hos Nordea.

Efter et kvarters handel ligger det danske C25-indeks 0,2 pct. højere i 1334,14.

Det tyske DAX-indeks er åbnet med et plus på 1,1 pct., idet investorerne blandt andet hæfter sig ved positive økonomiske data fra Kina, der bekræfter, at genåbningen medfører opsving i økonomien.

Fokus på den danske scene er onsdag også på Genmab samt den pressede elektronikkoncern B&O, der søger aktionærernes godkendelse til en kapitalrejsning på godt 400 mio. kr. på dagens generalforsamling.

TRYG LØFTET TIL "KØB" AF NORDEA

Tryg får løftet sin anbefaling til "køb" fra "hold" af Nordea.

Det viser data fra Bloomberg News.

Finanshuset giver ved samme lejlighed aktien et kursmål på 210 kr. Storbanken har ikke haft et kursmål for aktien, mens anbefalingen har været "hold".

I en analyse fremhæver den skandinaviske storbank den defensive kvalitet af Trygs forretning inden for skadesforsikringer.

Tryg har den største markedsandel inden for skadesforsikringer i Danmark, mens Topdanmark følger lige efter.

Samtidig vurderer Nordea også, at der er en mulighed for, at rentabiliteten i Trygs erhvervsforretning kan forbedres.

Finanshuset fremhæver, at Trygs kapitalstruktur sikrer, at aktionærerne generelt kan glæde sig over at få udbetalt pæne dividender hvert år.

Tryg-aktien stiger 2,5 pct. til 194,40 kr., hvilket er nok til en topplacering i C25-regi.

GENMAB FÅR FORLÆNGET GODKENDELSESPROCES AF FDA OG LØFTET KURSMÅL

De amerikanske sundhedsmyndigheder, Food and Drug Administration (FDA), har forlænget godkendelsesprocessen for Ofatumumab til behandling af voksne patienter med multipel sklerose med tilbagefald, RMS.

Det oplyste Genmabs partner, schweiziske Novartis, tirsdag aften.

Yderligere har Genmab fået løftet kursmålet til 2150 kr. fra 1700 kr. af det britiske finanshus Barclays.

Anbefalingen er fortsat "overvægt", viser data fra Bloomberg News.

Genmab-aktien fortsætter onsdag nedturen med et fald på 0,9 pct. til 1996 kr. efter tirsdagens fald på 3,7 pct.

Nordea har fået lagt lidt ekstra til kursmålet hos finanshuset Berenberg.

Kursmålet for storbankens aktie er skruet op til 51,51 kr. fra 46,02 kr. Anbefalingen er fortsat "køb", viser data fra Bloomberg News.

Nordea-aktien fortsætter de positive takter med en stigning på 1,3 pct. til 48,61 kr. efter tirsdagens plus på 6,3 pct. til 48,01 kr.

Pandora får løftet sit kursmål til 300 kr. fra 230 kr. af finanshuset RBC.

Det viser data fra Bloomberg News.

Det canadiske finanshus gentager den negative anbefaling "underperform".

Pandora-aktien åbner med et plus på 1,5 pct. i 356,20 kr. efter tirsdagens stigning på 5,2 pct.

B&O VIL SÆLGE AKTIER FOR 409 MIO. KR.

Bang & Olufsen (B&O) vil onsdagens ekstraordinære generalforsamling bede aktionærerne om at godkende en nedsættelse af aktiekapitalen samt gennemførelsen af en fortegningsemission med et ventet bruttoprovenu på 409 mio. kr.

Det fremgår af en meddelelse til fondsbørsen tirsdag aften.

Kapitalnedsættelsen vil ske ved at sænke den nominelle værdi per aktie fra 10 kr. til 5 kr., og dermed halveres den nominelle aktiekapital til godt 204,6 mio. kr.

B&O's aktie åbner med et minus på 0,5 pct. i 24,88 kr.

De cykliske aktier er fortsat populære hos investorerne, hvor FLSmidth-aktien løftes med 1,9 pct. til 194,95 kr. efter tirsdagens plus på 4,8 pct.

De defensive aktier hang tirsdag i bremsen, hvor Chr. Hansen-aktien faldt med 3,0 pct., og ingrediensaktien fortsætter onsdag med et fald på 0,2 pct. til 628,50 kr.

/ritzau/FINANS

Jakob Due Jakobsen

Tags:  Danmark❯  Market Open❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder