Aktier/åbning: Vestas straffes for nedjustering i ellers grøn start

Udgivet den 26-01-2022  |  kl. 09:16  |  
Coloplast - Produktion

Vestas sendes til bunds i et ellers grønt dansk aktiemarked onsdag morgen, efter at vindmølleproducenten har måttet erkende at forstyrrelserne i de globale forsyningskæder er så store, at det ikke er muligt at komme i mål med de ventede resultater for 2021.

Generelt er stemningen ellers positiv på det danske marked, efter at de amerikanske aktier endnu en gang viste tegn på bedring tirsdag aften.

C25-indekset stiger efter godt ti minutters handel med 0,6 pct. til 1720,66.

Det sker frem mod ugens makromæssige højdepunkt onsdag aften, hvor den amerikanske centralbank, Federal Reserve, afslutter sit to dage lange rentemøde, hvor investorerne vil holde nøje øje med med ordene om bankens strammekurs fra centralbankchef Jerome Powell.

FORSTYRREDE FORSYNINGSKÆDER GØR ONDT

Det er de fortsatte forstyrrelser i forsyningskæderne på globalt plan, som forårsager både prisstigninger på materialer og store forsinkelser i projekteksekveringer, der i særlig grad driller Vestas.

Det får selskabet til at sænke forventningerne til driftsmarginen (EBIT) før særlige poster, der - baseret på Vestas' foreløbige tal for fjerde kvartal - ender på omtrent 3,0 pct. i 2021, mens de seneste forventninger peger på omkring 4 pct.

Inklusive de foreløbige tal for fjerde kvartal endte Vestas' omsætning sidste år på 15,6 mia. euro, hvilket netop sniger sig inden for forventningsspændet på 15,5-16,5 mia. euro.

Det samlede driftsresultat (EBIT) før særlige poster for sidste år opgøres til 461 mio. euro.

Analytikerne havde ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News ventet en omsætning på samlet 16,0 mia. euro sidste år og et driftsresultat (EBIT) på godt 608 mio. euro.

Vestas-aktien falder med 1,9 pct. til 162,85 kr. fra start og fortsætter dermed de foregående tre handelsdages kraftige nedtur.

ANALYSEÆNDRINGER IGEN I FOKUS

Igen onsdag er der også masser af analyseændringer at forholde sig til for investorerne.

Blandt andet har Novozymes fået løftet sin anbefaling til "køb" fra "hold" hos investeringsbanken Carnegie, der samtidig har løftet sit kursmål til 525 kr. fra 510 kr.

Aktien stiger 1,9 pct. til 462,90 kr. fra start onsdag.

Coloplast har efter sit regnskab for første kvartal 2021/22 tirsdag fået løftet sin anbefaling til "hold" fra "sælg", skriver PLX AI.

Og DSV har fået løftet sin anbefaling hos amerikanske Bernstein til "outperform" fra "market perform".

Her er kursmålet samtidig skruet op til 1500 kr. fra 1450 kr., fremgår det af data fra Bloomberg News.

Coloplast er startet uændret i 947 kr., og DSV stiger med 1,0 pct. til 1296 kr.

Netcompany har efter sit regnskab for fjerde kvartal, der skuffede over en bred kam, fået sænket sit kursmål hos Deutsche Bank til 590 kr. fra 700 kr.

Anbefalingen er ifølge data fra Bloomberg News stadig "hold".

Amerikanske Morgan Stanley har samtidig sænket sit kursmål til 775 kr. fra 860 kr. og gentaget den positive anbefaling "overvægt", og svenske SEB har skruet kursmålet for Netcompany ned med 23 pct. til 630 kr. fra 825 kr.

Her er anbefalingen stadig "køb".

Netcompany, der faldt hele 15 pct. efter det skuffende regnskab tirsdag, falder videre med 0,5 pct. til 478,80 kr. onsdag morgen.

Endelig har Mærsk fået løftet sit kursmål hos ellers kritiske Barclays til 19.200 kr. fra 16.050 kr.

Anbefalingen hos den britiske storbank er dog også stadig "undervægt", skriver PLX AI.

Mærsks B-aktie stiger onsdag morgen med 1,5 pct. til 22.520 kr.

.\\˙ MarketWire

Mikkel Brix Kvols

Tags:  Danmark❯  Market Open❯  Shares❯