Aktier/åbning: Vestas til tops trods kæmpe underskud

Udgivet den 06-02-2013  |  kl. 09:28  |  

Vestas status som C20-indeksets mest volatile aktie cementeres onsdag morgen, hvor vindmølleproducenten har aflagt et regnskab, der var en gedigen skuffelse på bundlinjen. Men trods de sløje tal stryger aktien til tops med en stigning på mere end 7,7 pct. til kurs 36,6.

Kort før markedsåbning har Vestas sendt sit årsregnskab for 2012 på gaden, og selvom det kræver lidt regnemaskinearbejde at finde frem til resultaterne for fjerde kvartal, står det klart, at Vestas leverer en gedigen skuffelse og et betydeligt underskud i fjerde kvartal.

Heller ikke ordreindgangen lever op til selskabets egne forventninger.

Vestas fik med et underskud i fjerde kvartal på 618 mio. euro efter skat en langt dårligere afslutning på 2012 end ventet.

Analytikerne havde ventet et nettooverskud i kvartalet på 139 mio. euro ifølge et estimat indsamlet af SME Direkt for Ritzau Finans. I samme kvartal i 2011 havde Vestas et underskud på 76 mio. euro.

Omsætningen steg til gengæld 23 pct. til 2512 mio. euro fra 2038 mio. euro i fjerde kvartal af 2011. Her havde analytikerne ventet en stigning på 14 pct. til 2324 mio. euro. ifølge SME Direkts estimat.

Det store underskud skyldes blandt andet store nedskrivninger, hvoraf en del blev bogført i fjerde kvartal. I alt 701 mio. euro blev der udgiftsført under "særlige poster" i kvartalet.

Ses der bort fra disse engangsomkostninger går Vestas i plus i fjerde kvartal, og de frie pengestrømme, der blev 416 mio. euro, er på højeste niveau i fem år, omend de også skuffer en smule i forhold til markedets forventning på 436 mio. euro

Vestas havde en bedre ordreindgang, end analytikerne havde estimeret forud for regnskabet, men ordreindgangen lever ikke op til ledelsens egne løfter. Vindmølleproducenten modtog i kvartalet nye faste og ubetingede ordrer på 1123 megawatt (MW) med en samlet værdi på 1,2 mia. euro.

Dermed indfriede Vestas-topchef Ditlev Engel ikke det løfte, han udstak i slutningen af 2012. Der lovede han, at fjerde kvartal ville have årets største ordreindgang, og altså større end de 1269 MW, der blev høstet i første kvartal.

Sydbanks Vestas-analytiker Jacob Pedersen ser ikke umiddelbart positivt på regnskabet. Han frygter, at en kapitalforhøjelse er rykket tættere på efter nedskrivningerne.

- Det er en stor nedskrivning, og det er med til at svække hele Vestas kapitalstruktur. Det gør alt andet lige, at den kapitalforhøjelse, som mange nok havde frygtet på et eller andet tidspunkt, kan være rykket tættere på, siger Jacob Pedersen.

Han tror ikke på, at en kapitalforhøjelse er lige rundt om hjørnet, men at egenkapitalen er faldet til 1622 mio. euro er i følge Jacob Pedersen et faretruende signal.

Dagens første regnskab kom fra Lundbeck, der har udsendt sin regnskab for fjerde kvartal før markedets åbning.

Selvom omsætningen er bedre end ventet, nemlig 3845 mio. kr. mod analytikernes estimat på 3726 mio. kr., er både driftsresultat og bundlinje betydeligt svagere end analytikerne havde regnet med. Driftsresultatet, EBIT, landede på 222 mio. kr. mod et medianestimat blandt 16 analytikere på 532 mio. kr., ifølge estimater indsamlet SME Direkt for Ritzau Finans.

Det regnskab tager markedet langt fra så nådigt imod. Aktien er C20-indeksets mest faldende, idet den dykker 1,5 pct. til kurs 87,2.

Salgsudviklingen i Lundbeck er godkendt i fjerde kvartal, vurderer Alm. Brand Markets, men omkostningsbasen er høj, og det betyder, at selskabets skuffer målt på indtjeningen.

- Resultaterne i Lundbeck er presset på kort sigt, og det bliver bare understreget igen i det her regnskab, der skuffer målt på indtjeningen. Derfor får de, der er negative på Lundbeck, lidt støtte, siger senioranalytiker Michael Friis.

Det samlede indeks over de tyve mest handlede aktier, C20 Cap, stiger 0,3 pct. til 567,1, mens det gamle og Novo-tunge C20-indeks stiger 0,4 pct. til 554,8.

Også protesefabrikanten Össur og Spar Nord Bank aflægger regnskaber onsdag. Össur falder 2,6 pct. i den indledende handel til kurs 7,7, mens Spar Nord starter dagen med et fald på 0,4 pct. til kurs 28,8.

/ritzau/FINANS

Sine Schack Vestergaard +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder

17:49 Europa/lukning: Britiske Reckitt klarer frisag og bragede op i grønt marked
17:19 Fredagens obligationer: Renten blev holdt i ro trods dyk fra svag jobrapport i USA
17:04 Fredagens aktier: Mærsk fortsatte optur mens amerikanske jobtal viste sløj vækst før valg
15:12 Amerikanske indkøbschefer melder om vigende aktivitet i industrien
14:56 USA/åbning: Svag jobrapport giver grøn åbning i USA - Intel og Amazon stiger
14:56 DFDS dropper køb af tyrkiske Ekol og skærer stor luns af forventningerne
14:43 DFDS dropper køb af tyrkiske Ekol og skærer stor luns af forventningerne
14:33 Novos resultater i fedtlever tegner lovende vurderer Sydbank
14:10 Cheføkonom: Ringeste jobrapport i knap fire år er skidt nyt for Kamala Harris
13:55 Amerikansk jobrapport viser laveste jobvækst i tæt på fire år
13:46 USA: Jobrapport landede markant værre end forventet
13:43 USA: Renter dykker efter meget svag jobvækst i USA
12:39 USA/tendens: Spænding før jobtal og valg giver grønne futures i USA
12:21 Chevron med bedre end ventet regnskab trods skrumpende overskud
12:13 Europa/aktier: Britiske Reckitt klarer frisag og brager op i grønt marked
11:57 Obligationer/middag: Renten holdes i ro frem mod amerikanske jobdata
11:55 Exxon kompenserede for faldende oliepriser med højere produktion i tredje kvartal
11:53 Aktier/middag: Mærsk tropper grønt indeks før vigtig jobrapport
09:18 Aktier/åbning: Mærsk indtager toppen i grønt eliteindeks efter flere gode nyheder
09:02 Råvarer: Olieprisen stiger efter rygter om at Iran planlægger angreb på Israel