AKTIER: Afgørende brud for OMXC20 - Skal USA ødelægge det?
Det danske aktiemarked havde en rigtig positiv onsdag, hvor især A.P.Møller-Mærsk viste vejen med en kraftig stigning.
Det toneangivende OMXC20-indeks lukkede 1,14 pct. højere i 393,01. Indekset lukkede således over modstandsniveauet i 392, hvorfor der er lagt op til en test af næste modstand i 400.
Indekset var tidligere på dagen helt oppe i 394,93, men en negativ stemning i USA pressede det danske marked ned til sidst.
Enhedslønomkostningerne steg nemlig med 4,9 pct. på annualiseret basis. Det var mere end ventet, hvilket skaber inflationsfrygt.
A.P.Møller-Mærsks B-aktie steg 3,3 pct. til kurs 49.900, efter nyheden om stigende fragtrater til Indien. Ifølge en indisk avis stiger fragtraterne fra Nordeuropa til Indien med 10-15 pct. fra oktober.
Aktien er endvidere blevet opjusteret til Outperform fra Neutral af investeringsbanken Carnegie, som har sat et kursmål på 66.000 kr. på B-aktien. Det bidrog ligeledes til den gode stemning.
Carlsberg-aktien nåede årets højeste i dag, da den blev handlet i kurs 468,5. Det skete oven på et pænt regnskab fra den hollandske konkurrent Heineken.
Heineken rapporterede et nettoresultat før engangsposter på 410 mio. EUR i 1. halvår mod 371 mio. euro i samme periode sidste år. Dette var bedre end ventet i markedet.
Nordea Markets nedjusterer anbefalingen på TK Development til Strong Sell efter de seneste dages stigninger. Rådgivningsmagasinet DK Trends har imidlertid taget aktien med i porteføljen.
Aktien faldt 3 pct. til kurs 63.