AKTIER: C20 skiftede hurtigt til rødt - fokus på rentemøder

Udgivet den 10-01-2008  |  kl. 11:53  |  

Det danske aktiemarked startede dagen med stigninger - som ventet - men faldt så kraftigt tilbage på grund af let sivende amerikanske futures. Det viser noget om, hvor nervøst markedet fortsat er.

Kort før middag lå det toneangivende OMXC20-indeks 1,0 pct. lavere i 432,23.

Markedet afventer dagens rentebeslutninger fra ECB og Bank of England.

Der er bred enighed om, at Den Europæiske Centralbank (ECB) fastholder renten ved dagens møde. Derfor vil fokus være på kommentarer vedrørende inflationen og den fremtidige rentestrategi.

- Vi venter, at ECB fortsat vil være ekstremt høge-agtige i retorikken grundet den temporære inflation på 3,1 pct. Det er vores forventning, at inflationen vil forblive over ECB målsætningen igennemsnit i 2008 men dog aftage i løbet af året. Vi venter endvidere, at Trichet vil bruge kodeordet om at overvåge inflationsudviklingen nøje, og at der fortsat er betydelige risici for vækstudsigterne som resultat af finanskrisen, anfører Nordea i en kommentar.

Det helt interessante bliver dog atter spørgsmål/svar-seancen, hvor Trichet måske vil løfte sløret for, om der fortsat er nogle ECB-medlemmer, der foretrækker en renteforhøjelse, skriver Nordea.

Carlsberg og Heineken har i dag oplyst, at de forhøjer deres bud på Scottish & Newcastle til 780 pence per aktie. Især kampen om BBH præger det nye forslag, og Carlsberg står til at betale størstedelen af den forhøjede pris.

Carlsberg-Heineken gør hermed et forsøg på at nå til enighed om en aftale inden fristen for et officielt bud udløber 21. januar 2008, den deadline som det britiske Takeover Panel har fastsat.

Scottish & Newcastle har dog allerede afvist det forhøjede bud som for lavt. Der skal over 800 pence per aktie på bordet, før S&N-bestyrelsen vil overveje et tilbud. Carlsberg B-aktien falder 2,6 pct. til kurs 600.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder