AKTIER: Få udsving - Fokus på GN Store Nord og Keops

Udgivet den 12-09-2006  |  kl. 11:56  |  

Det er svært at få øje på kurspåvirkende nyheder i tirsdagens marked, hvor det toneangivende OMXC20-indeks ved middagstid ligger stort set uforandret i 388,28.

Dagens største udsving blandt de større aktier kom i GN Store Nord, som er blevet nedjusteret af den tyske storbank Deutsche Bank.

Deutsche Bank sænker anbefalingen fra Køb til Sælg med et kursmål på nu 76 mod tidligere 110. Der peges blandt andet på, at der allerede er indregnet en høj pris for høreapparatdivisionen samtidig med, at der kan komme flere skuffelser fra selskabets markedsområder.

Teknisk var aktien lige nede ved det 50-dages glidende gennemsnit, men har nu rettet sig og handles 1,8 pct. lavere i kurs 84,25.

Keops venter en stabil indtjening i det næste regnskabsår, fremgår det af en budgetorientering fra selskabet.

Keops fastholder forventningerne til 2005/06, hvor der ventes et resultat før værdireguleringer og engangsposter på 475-600 mio. kr. Medregnes værdireguleringer på 260 mio. kr. og indtægten fra salget af Proviso på 140 mio. kr. ventes der således et resultat på 875 - 1.000 mio. kr.

For 2006/07 ventes der et resultat før og efter værdireguleringer på hhv. 600 mio. kr. og 770 mio. kr. Keops handles over 3 pct. højere i kurs 17,8.

Den noget kryptiske dom i retssagen mellem Bavarian Nordic og Acambis får ikke Handelsbanken til at ændre sit positive syn på det danske biotekselskab.

Bavarian Nordic fik medhold i, at Acambis har krænket selskabets patenter, men samtidig blev patenterne erklæret ugyldige. Handelsbanken ser alligevel ikke negativt på denne situation.

- Dommeren, som afgjorde denne sag, vil ikke være dommer ved en appel, som skal afgøres af en kommission. Kommisionen har 45 dage til at beslutte sig om de vil acceptere en appel fra de har modtaget kendelsen. Halvdelen af alle domme som bliver godkendt til at få deres sag for en appeldomstol bliver omstødt, skriver Handelsbanken og fortsætter:

- Handelsbanken vurderer, at det er meget sandsynligt, at denne dom får lov til at gå om ved en appel. Hvis ankenævnet omstøder dommen fra ugyldig til gyldig på bare et af patenterne, så vil Bavarian kunne håndhæve sine patentrettigheder. Hvis Bavarian ikke får medhold i sin appel vil der ske det, at den amerikanske regering ikke er bundet til at vælge Bavarian som eneleverandør af koppevaccine.

Aktien handles en spids lavere i kurs 392.

Udgivet af: NPinvestordk