AKTIER: Lidt højere for OMXC20

Udgivet den 21-09-2011  |  kl. 11:48  |  

Det danske aktiemarked handles lidt højere onsdag. 

Det toneangivende OMXC20-indeks handles 0,3 pct. højere i 349,36.

Mærsk B og DSV stiger hhv. 3 pct. og 2 pct. Coloplast, GN Store Nord og Novozymes stiger alle omkring 1 pct.

Ved middagstid indikerer S&P futures en åbning i 1.205 mod gårsdagens lukning i 1.202 for S&P 500-indekset.

Dagens hovedbegivenhed er aftenens møde i den amerikanske centralbank, Fed.

- Renterne i USA er allerede rekordlave så Fed er tvunget til mere kreative tiltag end rentenedsættelser for at stimulere økonomien. Flere økonomer venter derfor, at Fed vil lempe pengepolitikken ved at købe obligationer med længere varighed finansieret ved salg af obligationer med kortere løbetider, en manøvre, der populært kaldes "Operation Twist". Hvordan et sådant program eventuelt vil blive skruet sammen, og i så fald hvilken størrelsesorden der bliver tale om, er noget markedet vil sætte stor fokus på i aften, skriver Nordea.

Danske Bank falder knap 1 pct. til kurs 66.

Udadtil har der hidtil været opbakning til Danske Banks udskældte topchef, Peter Straarup, men nu søger flere af bankens større investorer efter en ekstern afløser til dansk banksektors mest magtfulde mand. Morgenavisen Jyllands-Posten erfarer således fra en række kilder med indgående kendskab til forløbet, at flere danske pensionskasser, herunder ATP, er gået i gang med at lægge følere ud til mulige emner, som de anser for egnede til at overtage rollen som øverste chef i landets største bank.

Det er gruppen af aktionærers vurdering, at ingen af de nuværende direktører i Danske Bank har den tyngde, der skal til for at kunne udfylde rollen som ordførende direktør i en af Nordens største banker, som har brug for at få indtjeningen markant i vejret.

NKT stiger 2 pct. til kurs 218,1.

NKT meddelte i går, at de overvejer strategiske alternativer for NKT Flexibles med henblik på at vurdere, hvorvidt de er de rigtige ejere fremadrettet til NKT Flexibles. Med meddelelsen sætter NKT Flexibles officielt et "til salg" skilt på døren og åbner op for potentielle købere, skriver Jyske Bank.

- På baggrund af GE's køb af Wellstream vurderer vi, at NKT Flexibles vil kunne indbringe i omegnen af 2-3 mia. kr. for NKT baseret på selskabets ejerandel på 51%. Pengene vil varme godt hos NKT, der har en nettorentebærende gæld på 4.940 mio. kr. svarende til 5,4 gange EBITDA. Wellstream blev handlet til en pris på 800 mio. pund svarende til en EV/EBITDA på 16,1, skriver Jyske Bank.

Den norske storbank DnB NOR vurderer ifølge Hegnar.no, at NKT Flexibles samlet har en værdipå omkring 910 mio. USD. (4,9 mia. kroner). Det vil sige godt 2,5 mia. kroner for NKT´s andel.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder