AKTIER: Lille stigning – Fokus på DSV

Udgivet den 26-01-2009  |  kl. 17:26  |  

De danske aktier ventes at stige fra onsdag morgen efter det toneangivende C20 indeks er faldet både mandag og tirsdag. Overvejende positiv udvikling i USA tirsdag og futures peger op.

Herhjemme er der fokus på at DSV, der har købt op i rederiet DFDS. Tirsdag faldt det danske C20 indeks med 1,4 pct. til kurs 266,6, og dermed er de toneangivende danske aktier faldet hele ugen, men oven på en positiv tirsdag i USA, tyder det på at onsdagen vil starte med plusser. Således steg Nasdaq med 0,5 pct., S&P500 steg med 0,2 pct. mens Dow Jones til gengæld faldt med 0,3 pct. Futures peger op, og Asien lukker i plus. Hang Seng stiger således med 0,4 pct., og Nikkei stiger 0,3 pct.

Herhjemme vil der være fokus på DSV, der har købt en større aktiepost i DFDS, og styrker dermed sin magtposition i den danske transportsektor. DSV vil som led i aftalen sende flere lastbiler og mere fragt over på DFDS-skibene. Målet er at hjælpe det ellers pressede rederi tilbage på ret kurs. Aktierne er købt af JL-fonden og koster DSV omkring 700 mio. kr.

Danske Bank har under Peter Straarups ledelse forladt de gamle dyder, hvor der er rigelige reserver til at stå i mod med. I stedet er pengene blevet sendt ud af kassen for at kunne fremvise flotte nøgletal, skriver Berlingske Tidende.

En undersøgelse, som Bjarne Jensen Consult har udført for Berlingske Business, viser, at polstringen, siden Peter Straarup satte sig i chefstolen, er svundet. I 1990, da den tidligere direktør Tage Andersen slap tøjlerne, var forholdet mellem egenkapitalen og summen af garantier og banklån på 10 pct. I tredje kvartal 2008 var den skrumpet til 7,1 pct. Hvis realkreditlånene, som gives gennem Realkredit Danmark, tages med i regnestykket, så svinder kapitaldækningen ind til 4,9 pct. i 2008.

A.P. Møller-Mærsk står til at få reduceret halvdelen af sit overskud i 2009 efter at den finansielle krise for alvor har ramt containerrederiet Maersk Line. Desuden vil selskabet blive ramt af en faldende oliepris og svagere indtjening i Danske Bank. Det fremgår af dagbladet Børsen.

Den økonomiske krise vil efter alt at dømmme ramme A.P. Møller-Mærsk hårdt i 2009 og overskuddet står til at falde med omkring 10 mia. kr. Henrik Lund som er analysechef i Carnegie forklarer avisen at de forventer at selskabets indtjening vil falde til 11 mia. kr. i 2009.

Tvivlen omkring salget af Danisco Sugar vokser, og nu er der udsigt til at den danske ingrediens-koncern får en lavere pris, efter at den tyske køber, Nord- zucker, har bedt de tyske konkurrence-myndigheder om længere tid til at undersøge handlen. Det fremgår af dagbladet Børsen.

Regeringen vil bruge rentesatsen til at sortere mellem sunde og knap så sunde banker i den nye bankpakke. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Regeringen har forslået at bankerne skal kunne låne pengene til en favorabel rente men i stedet for en rente sats der er ens for alle banker foreslår regeringen et vist rentespænd under markedsrenten. Det vil betyde at de mest veldrevne banker vil få den bedste rente, og derfor vil den nye kreditpakke være mest fordelagtig for dem. Regeringen forventer at forhandlingerne vil være på plads inden for få dage.

Dagen i dag byder på en række nøgletal fra USA og Europa. Blandt de vigtigste finder vi detailsalget for december i USA.

/lk

 

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder