AKTIER - NEG Micon dagens store vinder

Udgivet den 26-02-2002  |  kl. 11:56  |  

Det danske aktiemarked steg som ventet tirsdag formiddag, og det var med NEG Micon som dagens store vinder. Kort før middag er KFX-indekset steget med 2,02 point til indeks 269,96.

Det australske selskab Pacific Hydro har tirsdag udpeget vindmølleproducenten NEG Micon som den foretrukne leverandør til bl.a. et vindmølleprojekt til en værdi af 300 mio. AUD (ca. 1,3 mia. kr.). NEG Micon oplyser, at der i første omgang er tale om et projekt på 120 vindmøller til en værdi af 300 mio. AUD, men at der samlet kan blive tale om levering af op til 400 møller over de kommende fem år.

Nyheden har fået NEG Micon til at stige med 13 kr. eller 6,50 pct. til kurs 213. Samtidig har det været en positiv afsmitning på Vestas, som er steget med 3,50 kr. til 202,50 kr.

TDC har som ventet også været i fokus i dag, da markedet spekulerer i, hvad onsdagens regnskab vil vise. TDC er steget med 3,50 kr. til 266,50. Novo Nordisk er dog som vanligt dagens mest omsatte aktie, og den er steget med 2 kr. til 329 kr.

I KVX-rækkerne er der også pæne stigninger - primært på grund af mandagens stigende Nasdaq-indeks.

I eftermiddag ventes der især fokus på de amerikanske tal for forbrugertilliden. Indekset ventes at komme ud stort set uændrede på 97,5. Et lavere tal vil være negativt for markedet, mens et højere tal vil være positivt for aktierne.

Udgivet af: NPinvestordk