AKTIER: Positivt marked GN Store Nord og Tele op - masser af sidepapirsaktivitet
København--19. marts--NetPosten--KFX-indekset ligger omkring kl. 14.00 oppe med godt 1 pct. under en fornuftig omsætning. GN Store Nord er løftet yderligere af markedet med 10 kr. til 166 under en omsætning på 130.000 stk., hvilket kan forklares med gårsdagens positive præsentationsmøde i går. Tele Danmark, som fremlægger regnskab i morgen, er ramt af en stærk spekulation. Aktien er kørt op i 580 under en massiv omsætning på 200.000 stk. Der er fortsat mangel på sælgere og en lang række danske investorer, som endnu er undervægtet i aktien, siger en markedsdeltager til NetPosten. Situationen forstærkes, når Tele fra midten juli måned skal vægte dobbelt i KFX-indekset. Deltageren mener, at prisen ikke helt korresponderer med fremtidsudsigterne for selskabet.
APM-aktierne har også løftet sig. D/S 1912 ligger i 332.000 mens D/S Svendborg ligger i 475.000 á 80. Det er en stabilisering af oliepriserne og en lettere styrket dollar, som kan forklare opgangen, siger deltageren.
FLS har fortsat gårsdagens stigning med 5 kr. op til kurs 200. Der er ingen rationel forklaring på stigningen. Markedet har sandsynligvis vurderet, at aktien har et efterslæb, og derefter købt op.
Resten af dagen ventes at holde sig på niveauet til let stigende.
I sidepapirerne er der en masse regnskabsaktuelle og meget nydelige regnskaber, siger deltageren. Der tages positivt imod NKT og Monberg & Thorsen. Deltageren har svært ved at vurdere, hvor meget de enkelte aktier skal ændres i kurs. Det er simpelthen umuligt at følge med - især når flere af meddelelserne er over 20 sider, siger deltageren. Dermed vil der også i morgen blive handlet i disse papirer, når man har gennemgået regnskaberne nøjere.
Et eksempel på travlheden kan ses ved at Memory Card er steget yderligere til kurs 256 på trods af, at der ikke er kommet nye meddelelser siden selskabet tidligere på ugen oplyste, at der forventes en markant stigning i omsætning og resultat.