AKTIER: Rød åbning i vente - fokus på DS Norden regnskab og tysk short-selling forbud
Det danske aktiemarked ventes ligesom resten af Europa at åbne i rødt efter fald i både USA og Asien.
Futures for DJStoxx 50 peger ned med 2,13 pct. DAX i Tyskland ser ud til at åbne 0,98 pct. lavere og CAC i Paris 2,10 pct. lavere.
Futures i USA peger ned med 0,4-0,5 pct.
Fokus vil i dag være på det tyske forbud mod shorting samt regnskabet fra DS Norden.
I dag kommer der også regnskaber fra Exiqon, Affitech og Atlantic Petroleum.
Goldman Sachs har sænket sin anbefaling af A.P. Møller-Mærsk-fra Køb til Neutral. Det skriver Bloomberg News. Kursmålet er 56.000 kr.
New York-børserne endte med tab tirsdag - bl.a. trukket ned af nye regler i Tyskland.
Dow Jones Industrial Average falder 1,1 procent til 10.511. S&P 500 faldt 1,4 procent til 1.121 og Nasdaq Composite tabte 1,6 procent til 2.317.
Flere nyhedsbureauer skriver, at den tyske borgerlige regering fra midnat forbyder naked short-selling og handel med Credit Default Swaps (CDS), der af investorerne bruges til at afdække rente- og kreditrisikoen ved et givent papir.
Forbud mod shorting omfatter statsobligationer fra euro-området. Forbuddet omfatter desuden aktiehandel i ti af de største finansielle institutioner i Tyskland herunder forsikringsgiganten Allianz SE og storbanken Deutsche Bank. Men flere aktier skulle være på vej ind under forbuddet.
Nyheden førte til, at Citigroup og Bank of America faldt 3,6 procent respektive 2,4 procent.
Også aktier i Asien falder - Nikkei i Japan med 0,7 pct. og Hang Seng i Hong Kong med 1,1 pct.
Af nøgletal kommer der i dag forbrugerpris indeks fra USA.