AKTIER: Ses lidt ned, fokus på olie og udenrigspolitik

Udgivet den 11-10-2006  |  kl. 08:48  |  

Det danske aktiemarked ventes at starte en smule lavere onsdag, da det europæiske marked er begyndt at sætte fokus på regnskaberne for 3. kvartal, hvor det frygtes, at de måske ikke helt vil kunne leve op til de høje forventninger.

I USA kæmpede aktierne sig op til en uændret lukning. Dow Jones steg 0,1 pct., mens Nasdaq endte 0,2 pct. højere.

Olieprisen (WTI) er faldet tilbage til 58,50 USD pr. tønde over natten og kan ifølge handlere falde yderligere, indtil oliekartellet OPEC gør det klart, hvad de har tænkt sig at gøre.

Der er en stille dag i vente på det hjemlige marked. Der opstod uro foran den danske ambassade i Teheran tirsdag aften, da vrede iranere ville vise deres utilfredshed med videooptagelser af medlemmer af Dansk Folkepartis Ungdom, DFU, der gør grin med profeten Muhammed. Det ser dog indtil videre ikke ud til at have den store effekt på de børsnoterede selskaber.

Først efter fredagens traditionelle fredagsbøn i muslimske lande ved Danmark, om en ny stor Muhammed-sag er under opsejling, vurderer udenrigsminister Per Stig Møller over for Berlingske Tidende.

Der kan komme lidt fokus på Vestas. Det går strygende godt for det indiske vindmølleselskab Suzlon. Ved udgangen af næste regnskabsår – i foråret 2008 – regnes de med at have i hvert fald 450 medarbejdere uden for Indien, så der bliver tale om mere end en fordobling af antallet af hoveder. Suzlon bliver i stadig stigende grad en spiller, som Vestas og de andre må regne med internationalt, skriver dagbladet Børsen.

Der kommer danske BNP-tal til formiddag, og senere på dagen kommer de ugentlige olielagertal fra USA og referatet fra FOMC-mødet d. 20. september.

Udgivet af: NPinvestordk