AKTIER: Skattesalg, Windowdressing, Nytårsstrategier og Fallen Angels

Udgivet den 18-12-2002  |  kl. 09:00  |  

Wall Street tabte momentum i tirsdagens marked, og lukkede lavere selvom en lille slutspurt blev sat ind i sidst på noteringen. I tirsdagens danske marked havde AP Møller hovedrollen, og de andre KFX papirer var henvist til en birolle ikke på Opera-scenen, men på børsscenen. Udviklingen fra USA vil sandsynligvis smitte af på udviklingen på KFX, og den første eufori over åbningen fra APM vil klinge af. KFX lukkede 2,4 pct. (4,79 point) højere i indeks 207,76.

På Wall Street måtte både Nasdaq Composite og S&P 500 give op i deres respektive modstandsområder 1.400-25 og 910-15 niveauerne. Nasdaq Composite lukkede1.392,05, hvilket var 0,6 pct. (8,28 point) lavere og S&P 500 lukkede i 902,99 - 0,8 pct. (7,41 point) lavere. Dow Jones lukkede 1,1 pct. (92,01 point) lavere i 8.535,39.

Man kan sige meget om McDonalds, at hvis den ikke smager godt, smager den i hvert fald ens. Kursmæssigt havde McDonalds en grim smag ved at falde med 8 pct. (1,39 USD) til 15,99 USD efter en profit warning for fjerde kvartal, med dyrere omstruktureringsomkostninger. Det betyder at kæden vil tab mellem 5 og 6 cent pr aktie i fjerde kvartal, og dermed et overskud på 25-26 cent mod en konsensus på 31 cents. Markedet vil ligeledes være præget af at endnu en stor amerikansk virksomhed er gået i betalingsstandsning under den amerikanske Chapter 11. Det drejer sig om forsikrings og lånegiganten Conseco, der havde fået en stor gæld efter opkøb af mindre konkurrenter. Størrelsen af betalingsstandsningen overgåes kun af Enron og WorldCom. Selskabet har en gæld på 6,5 mia. USD (46 mia. kr.)

De asiatiske markeder fulgte til morgen trop og sendte kurserne mod syd. Nikkei225 lukkede 2 pct. (166,72 point) lavere i indeks 8.344,01. Hong Kongs Hang Seng indeks noteres ned med 1,7 pct. (162 point) ned i indeks 9.553 en god halv time før lukketid.

De europæiske markeder ses åbne marginalt lavere med fald på mellem 0,2 og 0,7 pct. lavere, når vi lægger formarkedets handel med europæiske indeksfutures til grund.

Med 6 dage tilbage er det ved at være sidste chance for skattesalg, og fremførsel af underskuddet til modregning de kommende år. Alt efter opgørelsesmåde skal salgene være sket den 23. december hvis valørdagen skal holdes indenfor det gamle år (30. december).

Skattesalgene giver likviditet i papirer, der i forvejen er faldet meget. Denne likviditet vil forsvinde, når de nye bøger åbnes i ny regning, da der ikke er skattetekniske gunde til at sælge. Det betyder at disse aktier for en stor dels vedkommende er oversolgte. Skattesalgene mulighed for investorerne, at samle op i de "faldne engle". Med et forventeligt rimeligt godt januarmarked er der derfor mulighed for en pæn gevinst.

De aktier der kan være tale om er selskaber med stort kursfald, og en stor privat investorgruppe. Det drejer sig om GN Store Nord, TK Development, Genmab, Danionics, Topsil, TDC, Skandia Forsikring, Vestas, NEG Micon, Neurosearch, NKT, IC Companys, Novo, ISS, Group4Falck, Potagua, FLS, Funki, B&O blot for at nævne nogle. Generelt kan man sige at jo mindre likvid aktien er, jo større potentiale - kursmæssigt.

Nogle af de mere illikvide papirer kan ligeledes bruges til Windows dressing, og til pynte på fondsresultater ved at blive købt op de sidste dage året. Også her er der mulighed for en god forretning for den årvågne.

Det er dog op til den enkelte at fastlægge sin nytårsstrategi.

Fokus på det danske marked vil igen være AP Møller, der forventes at ville sætte sig lidt efter gårsdagens positive kursfest.

Dagen vil være en relativ stor regnskabsdag med halvårsresultat fra Flügger, der tidligere har opjusteret deres forventninger. Endvidere vil der være årsregnskaber fra Keops, Land & Leisure, Asgaard Development, og Brdr. Klee.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder