AKTIER: Svagt positiv åbning i vente - fokus på Novo, Danisco og banker

Udgivet den 23-06-2004  |  kl. 08:41  |  

Der er udsigt til en stille men svagt positiv start onsdag, efter at kursfald blandt bank-aktierne i USA udlignede stigninger hos teknologipapirerne. Danmark var i går det eneste europæiske marked, der steg, hvilket kan lægge en dæmper på efterspørgslen.

I New York sluttede Dow Jones 0,2 pct. højere, mens Nasdaq endte 1,0 pct. højere.

Novo-aktien steg tirsdag ikke mindre end 20,50 kr. (6,7 pct.) til kurs 324,50 under en stor omsætning på over 1,1 mia. kr., efter at selskabet offentliggjorde de første resultater af den største kliniske afprøvning nogensinde med et lægemiddel til behandling af hjerneblødning (intracerebral hæmorrhagi - ICH).

Fase 2b-studierne viste, at behandling af ICH-patienter med NovoSeven medførte en væsentlig reduktion i væksten af blodansamlingen sammenlignet med placebogruppen. Novo Nordisk håber med de nye fase 2-data for NovoSeven at kunne få myndighedernes godkendelse til at springe den kliniske fase 3 over.

Efter års stridigheder er EU-Kommissionen ifølge Børsen på vej med et forslag, der vil reducere sukkerprisen med 33 pct. Det vil ramme Danisco med et årligt tab på en kvart mia. kr.

- Rentemarginalen er blevet klemt over en længere periode. Væksten kommer fra gebyrsiden, udtaler Peter Straarup, ordførende direktør i Danske Bank og formand for Finansrådet. Sidste år hentede bankerne gebyrindtægter på 16 mia. kr., svarende til en tredjedel af bankernes indtægter - i udlandet er den andel langt højere.

En sag om omfattende bestikkelse kaster nu lange skygger over topledelsen i Group 4 Falck, hvor direktør Peter Lindegaard er blandt i alt syv mistænkte. Det oplyser svensk politi til Dagbladet Børsen.

Det nytilkøbte tyske bryggeri, Holsten, taber omsætning efter den danske overtagelse. Salget af Nordtysklands normalt førende ølmærke faldt i april med otte pct. og i maj med 12,3 pct., skriver Berlingske Tidende.

Derudover kan Codan tiltrække sig opmærksomhed, da Enskilda Securities vurderer, at der fortsat er et kurspotentiale i aktien, hvis Codans hovedaktionær Royal & Sun vælger at sælge det danske forsikringsselskab i tre dele.

Der ventes ingen interessante offentliggørelser på regnskabs- og nøgletalsfronten i dag.

Af Steffen Lundstrøm, steffen@netposten.dk.

Udgivet af: NPinvestordk