AKTIER: Uforandret til sivende - 2M løsning i sidste øjeblik - TDC på sidelinien
Ugen forventes at starte op med en uforandret til sivende tendens og der kan ses frem til de sædvanlige helligdagsproblemer i forbindelse med påsken. Samtidig har flere markedsdeltagere benyttet lejligheden til en forlænget ferie, hvilket i de tynde papirer erfaringsmæssigt giver nogle "utilsigtede" kursudsving. KFX lukkede fredag i indeks 276,85, hvilket var 0,7 pct. (1,78 point) lavere.
Wall Street lukkede mandag lavere og årsagen hertil angives at være forventningerne til øgede låneomkostninger i form af stigende renter og en forsinkelse i selskabernes vækst i indtjeningen. Dow Jones lukkede 0,5 pct. (52,17 point) lavere i 10.427,67. Nasdaq Composite mistede 0,9 pct. (17,44 point) og lukkede i 1.851,39.
Asien fulgte Wall Street og lukkede til morgen en smule lavere. Nikkei 225 ned med 0,7 pct. (83,99 point) i 11.261,09. Hang Seng handles for øjeblikket 10.836, ned med 0,3 pct. (27 point).
Regnskabssæsonen er ved at være overstået, såfremt man følger Københavns Fondsbørs retningslinier omkring regnskabsaflæggelsen. To selskaber, 2M Invest og i-data, har imidlertid udskudt deres meddelelser til henholdsvis den 3. april og den 19. april.
2M Invests krise breder sig som ringe i vandet. Ugebrevet Mandag Morgen har således mærket, at 2M Invest er på vej ud af deres 50 pct's ejerandel af Catenas, der igen ejer 25 pct. af Ugebrevet Mandag Morgen og Strategisk Forum. Tidligere Oticon direktør Lars Kolind går ind i den afgørende fase omkring at få 2M Invest's fire bankforbindelser til at stille en bankgaranti for tegningen af aktier for 130 mio. kr., hvilket er det beløb, selskabet forventer skal bruges for en rekonstruktion. Bankerne skal tage stilling på grundlag af de skriftlige investortilsagn, der er indkommet til selskabet. Senest onsdag skal der efter planen ligge en bankgaranti for emissionens gennemførelse.
- Processen forløber nogenlunde som forventet, siger Lars Kolind til Børsen mandag - Sagt på jysk ser det ikke helt håbløst ud, men vi er heller ikke i hus endnu.
2M Invest blev fredag ramt af profittaking - og nervøsitet, da daytraderne ikke ville ligge med aktien over weekenden. 2M blev handlet ned med 15,2 pct. (2,5 kr.) til kurs 14.
TDC er i første omgang kørt ud på en sidelinie, efter at Sonera og Telia til morgen kunne meddele om samtaler omkring fusion mellem Sonera og Telia. Det er imidlertid for tidligt at udtale sig om disse samtaler. TDC lukkede fredag i kurs 261,5.
Bioscan, Topsil og afviklingsselskabet VT Holding fremlægger regnskab i dag.
Miljøselskabet Bioscan, der som følge af udskudte licensforhandlinger likviditetsmæssigt har været meget trængt, oplevede torsdag middag en stigning i kursen fra kurs 5 til kurs 8,10. Det skyldes indgåelsen af en canadisk licensaftale der udløste en forudbetaling på 3,5 mio. canadiske dollars (19 mio. kr.) Der forventes et underskud i selskabet for 2001 i nærheden af 60 mio. kr. Bioscan lukkede fredag i kurs 8,10. Speciel fremtidsudsigterne for selskabet vil blive nøje læst af investorerne.
Afviklingsselskabet VT Holding, hvor de to børsnoterede datterselskaber Skako og SDC Dandisc senest har skuffet fælt ved store underskud. I det skal modregnes to flotte exits (salg af virksomheder) Blücher og Jotipack - indtil videre som letter of intent. Selskabet forventes opløst de kommende år og værdierne udbetalt til aktionærerne. De største er i den forbindelse LD (Lønmodtagernes Dyrtidsfond) og Danske Bank. VT B lukkede mandag 5 kr. højere i kurs 225.