AKTIER: Ugen begynder med fald - Fokus på Jyske Bank

Udgivet den 22-08-2011  |  kl. 08:34  |  

Det danske aktiemarked ventes at åbne med nye fald mandag morgen. Asien falder mandag og i USA endte aktierne fredag i negativt fortegn. De europæiske futures indikerer her til morgen fald på de europæiske børser. Der ventes i dag ekstra fokus på Jyske Bank der har fremlagt halvårsregnskab.

Futures for tyske DAX falder 0,85 pct.

Frygten for recession bekymrer investorerne i øjeblikket og fredag blev det til nye fald på Wall Street.

Dow Jones lukkede 1,57 pct. lavere i 10.817 mens Nasdaq lukkede 1,62 pct. lavere i 2.341 og S&P 500 satte sig 1,50 pct. lavere i 1.123.

Jyske Bank kom ud af årets første seks måneder med et resultat før skat og bidrag til bankpakke 1 og garantifonden på 574 mio. kr. Banken har fortsat ingen oplyste forventninger til indtjeningen i 2011, det fremgår af bankens halvårsrapport mandag morgen.

Bidrag til Bankpakke 1 og Garantifonden mv. udgjorde 256 mio. kr. (1. halvår 2010: 227 mio. kr.) Resultat før skat endte på 318 mio. kr. (1. halvår 2010: 398 mio. kr.) Netto rente- og gebyrindtægter under basisindtjening landede på 2.766 mio. kr. (1. halvår 2010: 2.749 mio. kr.)

Førtidsindfrielse af ansvarlig lånekapital har i 2. kvartal medført et kurstab på 52 mio. kr. mod en fremtidig rentebesparelse på 65 mio. kr, oplyser banken.

Nedskrivninger på udlån mv. under basisindtjening var 614 mio. kr. (1. halvår 2010: 984 mio. kr.)

Basisindtjening 407 mio. kr. (1. halvår 2010: 346 mio. kr.)

Finanshuset JPMorgan har løftet sit kursmål på Coloplast til 710 kr. fra tidligere 685 kr. Det oplyser Bloomberg.

JPMorgan nedjusterer sit kursmål på Carlsberg til 350 kr. fra tidligere 460 kr. Det oplyser Bloomberg. Anbefalingen lyder fortsat på Neutral.

 Der er i dag ingen vigtige nøgletal på programmet.

 

Udgivet af: NPinvestordk