Aktier vil stige på ECB-rentesænkning
Den Europæiske Centralbank (ECB) har torsdag leveret varen og sænket renterne. Centralbanken har således nedsat renten med 0,10 procentpoint. Det betyder, at den ledende rente nu er nede i historiske 0,15 pct. Tilsvarnede er indlånsrenten nu blevet negativ, der er således nu minus 0,1 pct..
ECB er således gået ind i det man kunne kalde" det danske eksperiment". Man sætter indlånsrenten så lavt, at bankerne har et bedre incitament for at låne deres likviditet ud fremfor at gemme den på kedelige indlånskonti. I Danmark var eksperimentet en succes, mon ikke ECB også vil have held med operationen, skriver cheføkonom Mikkel Høegh fra Tænketanken Europa i en kommentar til rentesænkningen.
- I første omgang må vi imidlertid vurdere, at dagens eksperiment giver anledning til højere renter. Årsagen skal findes i, at når renterne nedsættes øger det investorernes risikovillighed. Det betyder, at vi vil se et frasalg af obligationer og et opkøb af aktier. Det giver højere renter og højere aktiekurser. Som sagt vil operationen på sigt medføre, at bankerne har større incitament til låne penge ud, hvorfor renterne på den lidt længere bane formentlig vil falde tilbage og dermed kommer der forhåbentlig lidt mere gang i økonomien. Det er i hvert fald det ECB satser på med denne aktion, hedder det fra cheføkonomen.
Dagens rentenedsættelse er en udvikling mange økonomer for år tilbage havde troet umulig. De lave renter er klart et udtryk for, at Europa på ingen måde er endeligt fri af krisen. Inflationen er meget lav og dermed er der stadigvæk mange udfordringer at tage fat på.
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1183
- næste ›