Aktier/Danske: Markederne er bange for recession i Kina

Udgivet den 24-08-2015  |  kl. 16:24  |  

Der er nerver på, når man ser på verdens aktiemarkeder mandag. Investorerne er bekymrede for, at den kinesiske økonomi for alvor er i bakgear - og det får aktiekurserne til at falde drastisk.

- Markedet har været nervøst de seneste dage, og mange er nervøse for en recession i Kina, siger Mads Zink, der er chefaktiehandler i Danske Bank, til Ritzau Finans.

- Jeg er dog overrasket over de store udsving, vi har set på markederne, og hvor hurtigt likviditeten er blevet trukket ud, siger han.

Panikken har bredt sig, og lige nu er der ingen købere til aktierne, som sælgerne forsøger at komme af med. Og derfor oplever børserne verden over store fald. I Europa ligger børsen i Paris til et fald på 7,2 pct. i det ledende indeks, CAC 40, mens S&P 500 fører an i faldet på Wall Street med et fald på over 4,3 pct. Og i Danmark falder C20 Cap med 5,6 pct.

- Vi kan se, at det især er privatkunder, der sælger. Og nervøsiteten går ud over alle aktier - også dem der slet ikke er eksponeret mod Kina, siger Mads Zink.

Sidst, der var store udsving på aktiemarkederne, var i forbindelse med den græske gældskrise på spekulationer om, hvorvidt landet ville blive i eurosamarbejdet eller ej.

- Dengang så vi, at markederne overraskende hurtigt rettede sig igen. Og det vil de også her. Om der så går to eller flere dage er vanskeligt at sige, siger chefaktiehandleren.

Flere nøgletal fra Kina har i den seneste tid været svage - og det fik for et par uger siden landets centralbank til at reagere og devaluere yuan over flere gange. Det betød aktiefald i det meste af verden - og det er nu igen spekulationer omkring kinesisk økonomi, der endnu en gang puster til kurserne i nedadgående retning.

- Vi har tidligere set store fald på aktiemarkederne - for eksempel tilbage i 2008. Men jeg vil ikke sammenligne situationen i dag med dengang, understreger Mads Zink.

/ritzau/FINANS

Charlotte Mackeprang +45 33 30 03 61 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk

Tags:  Aktier❯ 

Seneste nyheder