Aktier/middag: Amerikansk nervøsitet sætter sine spor herhjemme - Novo og Rockwool i bund

Udgivet den 04-09-2024  |  kl. 11:20  |  
Arkiv: Foto

Investorerne på det danske aktiemarked får sig onsdag en kæberasler, da nervøsiteten har spredt sig over Atlanten.

Alt i alt bliver det ved 11.15-tiden til et dyk på 1,3 pct. til 1961,84 for C25-indekset, hvor kun to aktier er i grønt.

- Markedet er blevet relativt nervøs igen. USA kom under pænt pres i går, og det smitter negativt af på hele Europa i dag. Det er efter den svage ISM-opgørelse, vi fik i går, og også de skuffende anlægsaktiver, der har fået bekymring frem i markedet, udtaler chefhandler Mads Zink fra Danske Bank til MarketWire.

I USA endte det brede S&P 500-indeks tirsdag 2,1 pct. lavere, og det teknologitunge Nasdaq-indeks faldt 3,3 pct. anført af techgiganten Nvidia med et fald på næsten 10 pct.

Nervøsiteten er ekstra stor frem mod fredagens amerikanske arbejdsmarkedsrapport, forklarer Mads Zink med henvisning til en stor skuffelse i den seneste opgørelse.

Allerede onsdag eftermiddag lander et imødeset nøgletal fra den anden side af Atlanten i form af Jolts-opgørelsen, Job Openings and Labor Turnover Survey.

I opgørelsen for juli ventes et fald i antallet af ledige stillinger til 8,10 mio. Et større end ventet fald i antallet af ledige stillinger i onsdagens opgørelse for juli kan reducere den amerikanske centralbanks, Feds, bekymringer for et overophedet arbejdsmarked.

HØJTFLYVENDE AKTIER PRESSET MEST

Herhjemme ligger Rockwool med et fald på 2,6 pct. i 2834 kr. i bunden af eliteindekset, mens Novo Nordisk følger lige i hælene med et minus på 2,4 pct. i 904,80 kr.

Begge aktier er i top fem over de mest stigende aktier i år.

Med hensyn til Novo-aktien forklarer Mads Zink også, at sundhed er blandt de hårdest ramte sektorer i det europæiske Stoxx 600-indeks.

ØRSTED KLARER SIG RELATIVT GODT

Ørsted klarer sig med et fald på 0,1 pct. til 398,20 kr. relativt godt, hvilket kommer i kølvandet af tirsdagens afregningskontrakter for de britiske havmølleprojekter Hornsea 3 og Hornsea 4.

De var ifølge Danske Bank bedre end ventet og på den baggrund løftes kursmålet med en tier til 490 kr. og samtidig gentages anbefalingen "køb".

- Vi ser værdi i tildelingerne til både Hornsea 3 og Hornsea 4, men betragter det også som en vigtig milepæl i forhold til at genskabe tilliden til Ørsteds forretningsmodel og evne til at skabe værdi, skriver analytiker Casper Blom i et notat.

Den defensive ISS-aktie ligger med et plus på 0,3 pct. i 123,55 kr. i toppen af eliteindekset sammen med GN, der stiger 0,4 pct. til 158,80 kr.

Blandt sidepapirerne følger Netcompany med et minus på 2,6 pct. nedturen for teknologiaktierne, mens FLSmidth med et fald på 2,4 pct. er presset af faldende råvarepriser.

Priserne på en lang række metaller faldt ganske betydeligt tirsdag, og udviklingen fortsætter onsdag dog med noget mere afdæmpede prisfald.

.\\˙ MarketWire

Jakob Due Jakobsen

Tags:  Danmark❯  Shares❯  Intraday❯ 

Seneste nyheder

17:54 Europa/lukning: Danske aktier gav europæiske baghjul i positivt fredagsmarked
17:52 DSV blev sejrherre i jagten på DB Schenker: Lagde tæt på 33 mia. kr. til markedsværdien
17:38 Elon Musks X kan gå fri af EU's lov mod "big tech": Det sociale medie er for småt
17:03 Fredagens aktier: C25 i rekord efter dag med gigantopkøb for DSV og grønne aktier i front
17:02 Fredagens obligationer: Rentefald gik i sig selv igen
16:10 Amerikansk tillidsindeks løftes i september af aftagende inflationsfrygt
15:41 USA/åbning: Lettere positiv aktiestart i New York trods fald i Boeing og Adobe
14:32 USA/tendens: Strejke rammer Boeing og prognose skæmmer Adobe i ventet rolig ugeafslutning
14:11 DSV bekræfter nedskæringer i Tyskland på 1600-1900 job ved integration af DB Schenker
13:47 DSV-topchef: Tidslinje for synergieffekter vil afhænge af fagforeningsaftale
13:12 Europa/middag: Danske aktier fører an i optur med rekord i C25
12:31 Obligationer/middag: Mindre rentefald fra start på nøgletalsfattig dag
12:18 Medie: DSV planlægger at skære 1600-1900 stillinger i Tyskland som del af integration
12:14 Bavarians mpox-vaccine blåstemples af WHO
12:01 DSV holder fast i opkøbsstrategi kort efter rekordovertagelse
11:47 Aktier/middag: C25 på rekordkurs anført af grønne aktier - og dæmpet plus til DSV
11:03 Industriproduktionen i eurozonen går ned i gear i juli som ventet
10:50 DSV's kursfest ebber ud
10:33 Jyske Bank om gigantopkøb: Det er en god dag for DSV
09:39 Nationalbankdirektør: Risikoen for russiske hackerangreb er reel