Aktier/middag: Markedet tager sorgerne på forskud inden jobtal - Novo i fald for femte dag

Udgivet den 06-09-2024  |  kl. 11:46  |  
GN Store Nord - Fabrik medarbejder

En gennemgående sur stemning hersker på det danske aktiemarked fredag, hvor handlerne synes at have gjort sig klar til endnu en skuffelse fra USA, når den officielle jobrapport offentliggøres i eftermiddag.

I toppen af eliteindekset C25 går Ambu og Coloplast fri af den sure stemning, mens særligt bankerne tynger.

Facit er ved 11.15-tiden et dyk på 0,8 pct. til 1948,14 til eliteindekset, C25.

- Det er lidt småsurt for at sige det mildt. Det er frem mod meget vigtige nøgletal fra USA, som vi får i eftermiddag, som markedet spejder lidt efter. En smule forsigtig og afventende marked frem til det, siger Martin Munk, der er senioraktierådgiver i Jyske Bank, til MarketWire.

Det er den officielle amerikanske jobrapport for august, der fylder i handlernes bevidsthed fredag. I baghovedet sidder stadig den voldsomme skuffelse fra sidste måned, der bidrog til ny recessionsfrygt efter en voldsom opbremsning i beskæftigelsen.

I ugens løb er det væltet ind med blandede indtryk fra jobmarkedet i USA. Antallet af jobopslag såvel som ADP's jobrapport var begge skuffende læsning, mens knap så mange meldte sig nyledige som ventet.

Den officielle beskæftigelsesrapport ventes at vise en jobskabelse på 165.000 i august, efter at den kun nåede 114.000 i juli. Rapporten offentliggøres klokken 14.30.

Til gengæld kunne det se ud til, at markedet allerede nu har positioneret sig til endnu en skuffelse.

- Denne her gang er vi nok lidt bedre forberedt på, at det kan være halvsløjt - også med de tal, vi har fået på det seneste fra USA, siger Martin Munk og tilføjer, at den amerikanske centralbank, Federal Reserve, også mere eller mindre har garanteret en rentesænkning i september.

- Nu ligger vi der, hvor vi tænker på, om det skal være 25 eller 50 basispoint. Det kan godt blive den her jobrapport, der afgør det i dag, fortsætter han.

NOVO FORTSÆTTER I RØDT

Novo Nordisk er fredag nok en gang i rødt, og medicinalaktien har dermed kurs mod en hel uge med fald.

Torsdag var der pres på medicinalsektoren i USA, hvor blandt andet rivalen Eli Lilly blev sendt godt nedad.

Hos analysehuset Berenberg stiller man skarpt på næste uges årsmøde i den europæiske diabetesforening i Madrid og særligt onsdag, hvor detaljerede data fra et fase 1-studie med vægttabshåbet Amycretin præsenteres.

Novo falder fredag 0,6 pct. til 880 kr. og har kurs mod et fald på 6,2 pct. for ugen.

Også Ørsted sendes baglæns fredag. Energiselskabet har trukket sig fra endnu et milliardprojekt inden for grønne brændstoffer, skriver Finans.

Der er tale om et brintprojekt i vestjyske Idomlund tæt ved Holstebro, som den danske energikæmpe forlader.

- Vi er udtrådt af første fase af projektet i Idomlund, da vi løbende prioriterer i vores udviklingsportefølje og investeringer, bekræfter Ørsted i en e-mail over for Finans.

I august trak Ørsted sig fra projektet Flagship One og nedskrev for 1,8 mia. kr.

Aktien falder 0,9 pct. til 419,60 kr. Ørsted har dog også haft en særdeles god uge, da det danske energiselskab tidligere på ugen blev tildelt to kontrakter i Storbritannien.

NYE RATEFALD

A.P. Møller-Mærsk falder ligeledes fredag, hvor der er offentliggjort friske ratetal fra Shanghai Shipping Exchange, som har vist et fald på hele 8,0 pct. i denne uge.

B-aktien viger 0,8 pct. til 9771 kr.

Med i bunden af C25 er også bankerne, der følger udviklingen i Europa. Fredag byder også på rentefald på obligationsmarkedet.

Jyske Bank går 0,9 pct. tilbage til 530,50 kr., og Danske Bank falder 1,2 pct. til 207,20 kr. Værst går det ud over Nordea med et dyk på 1,4 pct. til 78,56 kr.

GN har fået sænket kursmålet hos Svenska Handelsbanken til 300 kr. fra 320 kr. Kursmålet er dog stadig væsentligt over den aktuelle kurs, og den positive anbefaling "outperform" gentages da også.

Aktien stiger 0,8 pct. til 164 kr.

.\\˙ MarketWire

Morten Frederik Heltoft

Tags:  Danmark❯  Shares❯  Intraday❯ 

Seneste nyheder

08:48 USA/Jyske Bank: Federal Reserves rentetvivl er usædvanlig
08:27 Jyske Banks analytiker hæver kursmål for DSV efter milliardopkøb
08:26 Råvarer: Oliepriserne retter sig lidt med udsigt til rentelettelser i USA
08:10 Aktier/tendens: Genmab med lovende studiedata i C25 på rekordjagt
07:47 Sampo er klar til tvangsindløsning af de resterende Topdanmark-aktier
07:29 Valuta: Japanske yen nær årets stærkeste niveau
06:57 Obligationer/tendens: Blikket rettes mod onsdag og rentemødet i USA
06:49 Carnegie skruer op for NKT's kursmål og gentager "køb"
06:37 Genmab præsenterer lovende resultater med nytilkøbt lægemiddelhåb
06:35 Boeing er i risiko for at få sænket kreditvurdering til junkstatus
06:32 Asien: Uens trav i marked præget af fravær - fortsat spænding om centralbankmøde
06:32 USA/T-bond: Renterne faldt en spids i helt afdæmpet marked
06:32 USA/lukning: På weekend i grønt trods dyk til Adobe og Boeing
06:30 Kalender med link - mandag den 16. september
17:54 Europa/lukning: Danske aktier gav europæiske baghjul i positivt fredagsmarked
17:52 DSV blev sejrherre i jagten på DB Schenker: Lagde tæt på 33 mia. kr. til markedsværdien
17:38 Elon Musks X kan gå fri af EU's lov mod "big tech": Det sociale medie er for småt
17:03 Fredagens aktier: C25 i rekord efter dag med gigantopkøb for DSV og grønne aktier i front
17:02 Fredagens obligationer: Rentefald gik i sig selv igen
16:10 Amerikansk tillidsindeks løftes i september af aftagende inflationsfrygt