Aktier/middag: Nye toner om tolden skaber revanche til C25 med Rockwool i front

Udgivet den 05-03-2025  |  kl. 11:30  |  
Arkiv: Foto

Meldinger fra USA om, at den netop indførte told mod Canada og Mexico kan blive lettet igen, skaber onsdag lettelse på det danske aktiemarked.

Det giver fremgang til gårsdagens sønderslåede cykliske aktier, mens C25-indeksets bastion af defensive aktier viger lidt.

Samlet stiger det danske C25-indeks med 2,0 pct. til 1844,63 efter tirsdagens fald på 2,2 pct.

- Det er det geopolitiske og handelskrig, der fylder. Der har været lidt flere positive vibrationer i forhold til handelskrigen. Handelsministeren Howard Lutwick har sagt, at der er basis for, at man kan mødes og forhandle om nogle af tingene. Det giver et løft til markedet, siger senioraktierådgiver Martin Munk fra Jyske Bank til MarketWire.

- Det kan virke noget skrøbeligt og noget uforudsigeligt, hvad næste træk er. Det gør, at usikkerheden er høj, og det vidner bevægelserne også om - at markedet er nervøs for, hvad der sker, når vi ser så store udsving fra den ene dag til den anden, fortsætter han.

Uden for C25-indekset er der fremgang til H+H, der tirsdag offentliggjorde regnskab for fjerde kvartal af 2024, og til Svitzer, der onsdag har fremlagt tal.

Tirsdag indførte USA ellers told på varer fra Canada, Mexico og Kina. Men efter modsvar fra Canada og Kina og varsler om told på amerikanske varer fra Mexico, har USA's handelsminister, Howard Lutnick, signaleret, at afgifterne på Canada og Mexico kan blive lettet igen, så parterne måske mødes på midten.

ROCKWOOL I TOP

Isoleringskoncernen Rockwool har onsdag lagt sig suverænt i spidsen af det danske C25-indeks.

Det skyldes ifølge Martin Munk, at Tysklands kommende kansler, Friedrich Merz, har afsat flere hundrede mia. euro til blandt andet investeringer i infrastruktur.

Rockwool stiger 10,0 pct. til 2996 kr.

Det kan også være med til at understøtte regnskabsaktuelle H+H, der sent tirsdag kom med sit regnskab for 2024.

Her formåede H+H at levere en flad vækst mod en negativ vækst på 25 pct. i 2023. I det nye år ventes en organisk omsætningsvækst på 5-10 pct. og et driftsresultat før særlige poster på 120-180 mio. kr.

Aktien stiger 16,4 pct. til 109,20 kr.

VI VENDER BØTTEN

Hvor det danske eliteindeks tirsdag var klædt i rødt, er der onsdag en overvægt af aktier i plus.

Særligt GN fik en på lampen, mens Carlsberg og Royal Unibrew var understøttet af øltrang - også i krisetider.

- Der er et godt comeback til de mere cyklisk aktier og mere risikoappetit. Det er en modvægt til i går, hvor de defensive lå godt, og nu er det de defensive, der ligger sløjt, forklarer Jyske Banks senioraktierådgiver.

- Det er som om, at vi vender bøtten fra i går.

I toppen soler NKT, Vestas og GN sig med stigninger på henholdsvis 6,7 pct. til 487,80 kr., 6,2 pct. til 102,95 kr. og 4,7 pct. til 122,65 kr.

Imens siver Carlsberg og Royal Unibrew til bunds med fald på 0,7 pct. til 905,80 kr. og 1,0 pct. til 552 kr.

BAVARIAN MED ENDELIGT REGNSKAB

Bavarian har sat endeligt punktum for 2024, hvor det danske vaccineselskab har tjent 988 mio. kr. efter skat. Det skal ses i forhold til 1475 mio. kr. året forinden.

Vaccineproducenten havde allerede i starten af februar fremlagt foreløbige tal for 2024 og forventningerne til det nye år.

Aktien stiger 1,4 pct. til 165,75 kr.

Også slæbebådsselskabet Svitzer er klar med tal for 2024, der vidner om indtjeningsvækst.

I det forgangne år realiserede Svitzer et justeret driftsresultat før af- og nedskrivning, EBITDA, på 467 mio. kr. mod 420 mio. kr. året før.

For 2025 spiller Svitzer ud med brede forventningsintervaller og en prognose om en omsætningsvækst målt i konstante valutaer på 1-5 pct. og en vækst i driftsresultat før af- og nedskrivninger, EBITDA, på 0-7 pct.

Dertil er foreslået et udbytte på 8 kr. per aktie.

Aktien stiger 12,9 pct. til 232,60 kr.

.\\˙ MarketWire

Morten Frederik Heltoft

Tags:  Danmark❯  Shares❯  Intraday❯ 

Seneste nyheder

17:54 Europa/lukning: Industrikaktierne strøg i vejret efter tyske investeringsplaner
17:08 Onsdagens obligationer: Renten tog et kæmpemæssigt hop efter nyt fra Tyskland
17:04 Onsdagens aktier: Rockwool anførte revanche i C25 efter tyske investeringsplaner
16:07 Tyskland: Største rentehop siden tiden omkring Berlinmurens fald
15:36 USA/åbning: Svag jobrapport fra det private modvejer håb om toldlempelser
15:29 Novo/Sydbank: Prisnedsættelse skal imødegå truslen fra kopiproducenter
14:31 Amerikansk jobrapport for det private skuffer fælt i februar
14:05 Novo Nordisk er danskernes klare favoritaktie
13:58 USA/tendens: Mulig toldlempelse spreder forsigtig optimisme
13:32 Tyskland opfordrer EU til at lempe budgetkrav
13:20 Foot Locker presses af prisbevidste kunder
12:22 Bavarian gør klar til at sende vaccine i markedet med konkurrent i hælene
11:57 Europa/aktier: Tyske investeringsplaner sender forsvars- og industriaktier til vejrs
11:49 Obligationer/middag: Tysk gældsloft og omskiftelige toldmeldinger fra USA bag renteplus
11:30 Aktier/middag: Nye toner om tolden skaber revanche til C25 med Rockwool i front
11:28 Forsvars- og industriaktier sendes op af massive tyske investeringsplaner
11:00 Eurozonens producentpriserne steg markant mere end ventet
10:58 Carlsberg efter danskeres boykot af Coca-Cola: Produktet er i høj grad dansk
10:41 Euro rammer stærkeste mod dollar i næsten fire måneder
09:51 Svitzer-direktør er tilfreds med første år på egne ben og holder øje med geopolitisk uro