Aktier/middag: TDC styrer danske aktier ud i overhalingsbanen

Udgivet den 27-11-2013  |  kl. 11:40  |  

To store mæglere køber onsdag formiddag op i TDC-aktien, og det er medvirkende årsag til, at teleaktien trækker det danske C20-Cap indeks op med tæt på tredobbelt styrke i forhold til de toneangivende europæiske indeks. Det vurderer chefaktiehandler Mads Zink i Danske Bank.

- En af forklaringerne er, at aktien i går blev opvægtet i MSCI-indekset. Og jeg kan se, at der er to store mæglere, der ligger og køber pænt op. Det kan også være med til at presse den op. Men jeg har ikke set nogen historier eller rygter i markedet, der kan forklare hvorfor, den skal stige så meget, siger Mads Zink.

TDC-aktien ligger ved middagstid 2,8 pct. højere i 48,58 kr., og aktien bidrager dermed væsentligt til den samlede stigning i C20 Cap-indekset på 0,8 pct. til 657,01.

I Europa ligger de store toneangivende indeks i London, Frankfurt og Paris 0,1-0,2 pct. højere.

- Der er nogle af de store aktier, der trækker lidt mere op i Danmark. Mærsk er 1,5 pct. op og Carlsberg er 1,4 pct. op. Og så er det TDC, der trækker en pæn del op. Derfor outperformer Danmark resten af markedet, forklarer Mads Zink.

En af de helt tunge aktier, der stiger, er Novo-aktien. Aktien ligger onsdag middag 0,3 pct. højere i 953,50 kr.

Branchemediet Medscape Medical News skriver med henvisning til en række ekspertkilder, at selv om den amerikanske lægemiddelstyrelse netop har besluttet at fjerne restriktionerne på brugen af konkurrenten Glaxosmithklines diabetespille Avandia, vil det næppe puste liv i salget af pillen.

Fra fondsbørsens 1. division kom der onsdag morgen regnskab fra materialist-kæden Matas, som løftede omsætningen til 779 mio. kr. i andet kvartal af regnskabsåret 2013/14 fra 741 mio. kr. i samme kvartal sidste år. Overskuddet før skat steg til 85,3 mio. kr. mod 66,3 mio. kr. et år tidligere. Kæden fastholder forventningerne.

- Et pænt resultat på alle linjer, og derfor ser du, at den stiger i dag, kommenterer Mads Zink.

Matas-aktien har ved middagstid vundet 1,44 pct. til 140,50 kr. Selskabet kom på børsen i juni med en introduktionskur spå 115. Den foreløbige rekordkurs er 142, som aktien flirtede med på et tidspunkt onsdag formiddag.

Chr. Hansen trækker ned i indekset med et kursfald på 2,54 pct. til 199 kr. på grund af en udbyttebetaling på 6,26 kr.

A.P. Møller - Mærsk-aktierne får et højere kursmål fra finanshuset Jefferies til 38.500, som dog stadig er langt under den aktuelle kurs. B-aktien stiger onsdag 1,5 pct. til 55,450 kr.

Omvendt får Jyske Bank sine forventninger til aktien nedjusteret til "hold" fra "køb" hos ABG Sundal Collier. Jyske Bank-aktien falder for sjette dag ud af syv og ligger i 286,20 kr. - et dyk på 0,7 pct. mod tirsdag.

Novozymes har oplyst, at finansieringen af M&G Chemicals kommer til at ske via en børsnotering af det italienske selskab på Hongkong-børsen. Sidste uge afslørede det danske enzymselskab, at det ville støtte M&G med 35 mio. dollar (ca. 192 mio. kr.). Nu står det til gengæld klart, at M&G Chemicals vil børsnoteres på Hong Kong Stock Exchange, og her vil Novozymes tegne aktier for det fulde beløb og dermed blive en såkaldt "cornerstone investor". Novozymes endelige ejerandel i selskabet afgøres dog først, når noteringskursen er fastsat.

Enzym-aktien stiger 0,3 pct. til 212,80 kr.

Onsdagen byder ud over Matas halvårstal på regnskaber fra entreprenørselskabet Arkil samt UIE og Deltaq.

Fra nøgletalsfronten kommer der i formiddagens løb to mindre vigtige tal fra Europa, britisk BNP og tysk forbrugertillid, inden USAs statistikere overtager scenen.

Kl. 14.30 lander det ugentlige tal over nytilmeldte amerikanske ledige - et af de vigtige parametre for USAs centralbanks pengepolitiske linje og støtteprogram - og senere på dagen opgøres Chicago PMI-indekset og University of Michigan-indeksene for november, mens også ordrerne på varige goder og de ledende indeks for oktober offentliggøres i eftermiddagens løb.

/ritzau/FINANS

Henning Nielsen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder