Aktier/tendens: ISS, Nilfisk og FLSmidth i fokus efter regnskaber
Den danske regnskabssæson fortsætter torsdag, hvor dagens højdepunkter er regnskaberne fra blandt andet ISS, FLSmidth og Nilfisk.
Fra udlandet er der blandede udsigter.
Det brede amerikanske marked steg 0,2 pct. til rekord onsdag efter en dag med zig-zag-bevægelser i slipstrømmen af den amerikanske præsident Donald Trumps nyeste toldsatser på biler, medicin og computerchips.
De asiatiske markeder har reageret stærkt negativt på udsigterne til en global handelskrig med kursfald i såvel Tokyo som Hongkong og Singapore.
Og flere amerikanske rekorder er der næppe udsigt til torsdag, idet futures ved 7.30-tiden indikerer kursfald på 0,3 pct. i det brede marked, når handlen starter i New York torsdag eftermiddag.
Modsat er der plus i den tyske DAX-future, der indikerer en åbning i Frankfurt med et plus på 0,2 pct.
Det danske C25-indeks lukkede onsdag med et minus på 0,2 pct. til 1813,79.
ISS STARTER NYT AKTIETILBAGEKØBSPROGRAM
Rengørings- og servicegiganten ISS har løftet sløret for forventningerne til 2025, der var det mest imødesete nøgletal i servicekæmpens regnskab for 2024.
Koncernen venter en organisk vækst på 4-6 pct. samt en driftsmarginen på over 5 pct., mens de frie pengestrømme estimeres til 2,4 mia. kr.
Det flugter præcist overens med selskabets langsigtede mål, der forbliver uændrede.
Den organiske vækst i det netop overståede 2024 lød på 6,3 pct., mens driftsmarginen blev 5 pct.
Til gengæld skrues der op for aktietilbagekøbet, der nu lyder på 2,5 mia. kr., mens udbytte foreslås på 3,1 kr. per aktie.
ISS' tilbagekøbsprogram sidste år var i alt 1,5 mia. kr., mens der blev udbetalt udbytte på 2,3 kr. per aktie.
ISS faldt 1,0 pct. onsdag til en slutkurs på 145,20 kr.
ZEALAND SKRUER OP FOR FORSKNINGEN
Zealand Pharma har fremlagt regnskab for 2024, og her fremgår det, at der blev sat skub i forskningen i jagten på nye fedmemidler. Det afspejles i driftsomkostningerne, der voksede tæt på 50 pct. Og jagten fortsætter idet biotekselskabet venter endnu højere driftsomkostninger i 2025.
Zealand Pharma lukkede onsdag i 771 kr. efter et fald på 1,6 pct.
Nilfisk, der producerer støvsugere til det professionelle segment globalt, lukkede 2024 af med en vækst på 1,2 pct., og en drifts-margin før særlige poster på 13,2 pct.
I år går Nilfisk så efter en organisk vækst på 1-3 pct. og en driftsmargin før særlige poster på 13-14 pct.
Selve regnskabet viste let tilbagegang i fjerde kvartal, hvor resultaterne på top- og bundlinje også var lidt under konsensus i markedet.
Aktien sluttede onsdag i 108,20 kr. efter et plus på 0,7 pct.
Ingeniørkoncernen FLSmidth har også været tidligt ude af starthullerne torsdag.
Mining-divisionen levede op til forventningerne i fjerde kvartal 2024 på både omsætning og driftsresultat, og også Cement-divisions omsætning lå tæt på det ventede, mens driften skuffede en anelse.
Til gengæld overrasker FLSmidths forventninger til lønsomheden i 2025 positivt i forhold til analytikernes forventninger, mens prognosen for omsætningen ligger på linje med det ventede.
Aktien i FLSmidth faldt onsdag 3,5 pct. til 364,60 kr.
ØRSTEDS KURSMÅL SÆNKET
Finanshuset RBC Capital har sænket kursmålet på Ørsteds aktie med knap 8 pct. til 370 kr. Hidtil lød målet på 400 kr.
Også finanshuset Fearnley har educeret kursmålet for energiselskabet - her til 354 kr. fra 518 kr. Anbefalingen er uændret "køb".
Ørsted lukkede i 299,40 kr. onsdag efter en lille stigning på 0,2 pct.
Vindmøllegiganten Vestas har fået sænket kursmålet til 195 kr. fra 215 kr. af finanshuset Bernstein.
Bernstein fastholder dog samtidig den positive anbefaling "outperform", og ser et potentielt afkast over de kommende 12 måneder på godt 100 pct. med udgangspunkt i onsdagens lukkekurs, hvor vindmølleaktien faldt 1,2 pct. til 97,18 kr.
.\\˙ MarketWire
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1179
- næste ›