Nilfisk-topchef håber på trendskifte på vanskeligt amerikansk marked

Udgivet den 20-02-2025  |  kl. 09:55  |  
Arkiv: Foto

Der er ikke nogen hurtig og simpel løsning på de udfordringer på det nordamerikanske marked, som sidste gav panderynker hos Nilfisk.

For selv om 2024 overordnet sluttede med tilbagevenden til positiv vækst, en øget brutto- og EBITDA-margin samt en uændret gearing, blev resultaterne slet ikke så gode, som det var ventet fra årets start.

Nilfisk måtte nemlig nedjustere forventningerne kraftigt efter et svært skuffende tredje kvartal, og efterfølgende droppede selskabet også to af sine langsigtede mål for 2026, som ikke længere blev anset som realistiske.

Årsagen var en kraftigt faldende efterspørgsel i Nordamerika og mere specifikt USA, hvor det danske selskab er ramt af blandt andet budgetrestriktioner i det offentlige, der har givet langt færre ordrer til subsidierede områder som eksempelvis skoler.

Og problemet er ikke bare forsvundet af sig selv i løbet af fjerde kvartal, så derfor skal der stadig arbejdes i et langt, sejt træk for at få mere vind i sejlene i det amerikanske.

- Vi er begyndt at reagere på det, og vi fortsætter med at gøre det. Det er ikke et "quick fix," siger Jon Sintorn, der er administrerende direktør hos Nilfisk, til MarketWire.

Han peger på, at selskabet kommer til at accelerere sine produktlanceringer i år, og samtidig arbejdes der på en styrkelse af den kommercielle tilstedeværelse.

- Vi begyndte for noget tid siden på en ambitiøs R&D-agenda. Det er også en læreproces for os. Det er skridt for skridt, at vi forbedrer vores evner. Og vi vil gerne se et trendskifte i USA i år, selv om det ikke er nogen hurtig løsning, siger Jon Sintorn.

Nilfisk venter for året en organisk vækst på 1-3 pct. og en EBITDA-margin før særlige poster på 13-14 pct. Det vil i så fald - vurderet ud fra midtpunktet af intervallerne - være en forbedring fra 2024, hvor væksten var 1,2 pct., og EBITDA-marginen før særlige poster blev 13,2 pct.

Men en af antagelserne bag prognosen er blandt andet en neutral udvikling i USA sammenlignet med 2024. Og det understreger, at det kræver en del benarbejde, før Nilfisk er i mål på den front.

.\\˙ MarketWire

Mikkel Brix Kvols

Tags:  CEO❯  Shares❯ 

Seneste nyheder

14:38 USA/tendens: Blandet start i vente med Unitedhealth i negativt fokus
14:15 Shipping: Baltic Dry-indekset stiger for syvende dag i træk
13:57 Novo-aktien løftes af meldinger om en optimistisk ledelse
13:11 Europa/aktier: Regnskaber skaber god stemning forud for weekendens tyske valg
13:03 Irsk Rockwool-konkurrent er flyvende efter opløftende regnskab
12:50 Novonesis mister chef for Food & Beverage-division
12:16 Obligationer/middag: Rentefald efter skuffende franske PMI-tal
11:50 Zealand får trimmet kursmålet hos Morgan Stanley: Høje omkostninger er en torn i øjet
11:47 Aktier/middag: Kurs mod god ugeafslutning med Novo og ISS i front
10:50 NKT-topchef ser ingen umiddelbare risici for gigantprojekt i USA
10:12 Danske Bank: Udskiftninger i bestyrelsen - Lars-Erik Brenøe vil udtræde ultimo 2025
10:10 DFDS træder ud af et svært år: Topchef ser lyspunkter i usikkert og uforudsigeligt 2025
09:47 NKT-topchef ser ventet lavere omsætning fra højspændingskabler blive kompenseret i 2025
09:32 Råvarer: Forstyrrelser i Ruslands forsyninger holder oliepriserne stabile
09:31 FLSmidths kursmål hæves knap 5 pct. hos Kepler efter regnskab
09:22 Aktier/åbning: NKT i top på regnskab mens Zealand fortsat bankes ned
09:21 Bavarian-kursmål sættes op hos Nykredit
09:10 Carlsbergs kursmål sættes op til 1000 kr. hos Nykredit
08:59 Obligationer/åbning: Uændret renteniveau fra fredagens handelsstart
08:52 NKT-topchef ser tilbage på bemærkelsesværdigt 2024: Resultater mildt sagt tilfredsstillende