Aktier/middag: Tryg stiger til tops efter regnskab i afventende marked

Udgivet den 17-04-2024  |  kl. 11:50  |  
Arkiv: Foto

Forsikringsaktien Tryg ligger ved middagstid i toppen af C25-indekset. Aktien har taget revanche efter en rød start i kølvandet af sit regnskab for første kvartal, hvor et tab i den norske del af forretningen indledningsvist trak ned.

Blandt sidepapirerne er der fokus på medicinalselskab Gubra, der har lanceret en ny fedmemiddelkandidat.

Dampen er gået lidt af det danske eliteindeks, som trods en stærk start svinger omkring udgangspunktet. Ved middagstid stiger indekset 0,1 pct. til 1888,98.

Dagen startede ellers med fin fremgang efter tirsdagens dukkert på 1,3 pct.

- Det er meget småt med indeksbevægelser. Det amerikanske marked kom egentlig fint i mål i går, men der bliver holdt øje med renten, og de fleste har skubbet rentesænkelser længere ud i fremtiden, vurderer Martin Munk, der er senioraktierådgiver hos Jyske Bank.

Ifølge Martin Munk venter markedet på fortsat på flere data, der kan give et mere tydeligt billede af, hvor tæt den amerikanske centralbank er på at kunne sænke renterne.

TRYG VENDER RUNDT

Efter indledende fald er Tryg-aktien vendt rundt og ligger ved middagstid i toppen af C25 med en stigning på 2,4 pct. til 142,30 kr.

Det kom også lidt bag på Martin Munk i Jyske Bank, at aktien skulle falde fra start efter sit regnskab for første kvartal.

- Vi kunne ikke forstå, at den faldt fra start. Der har generelt ikke været de store forventninger til første kvartal for forsikringsselskaberne, så også set i det lys burde Tryg få et løft på faktisk at ramme ganske fornuftigt. Vi synes, det er fair, at den handler i plus på det, siger han.

På bundlinjen kan Tryg fremvise et fald i overskuddet til 775 mio. kr. fra 885 mio. kr. i kvartalet året før. Forventningerne hos analytikerne lød på 746 mio. kr.

Det forsikringstekniske resultat faldt i første kvartal til 1275 mio. kr. fra 1474 mio. kr. i samme periode sidste år. Analytikerne havde ventet en resultatnedgang til 1208 mio. kr. ifølge et estimat indsamlet af Tryg op til regnskabet.

Forsikringskoncernens toplinje, som udgøres af præmieindtægterne, steg i første kvartal til 9531 mio. kr. fra 9189 mio. kr. i samme kvartal året før. Her var analytikerkonsensus på 9574 mio. kr.

GUBRA MED NY FEDMEKANDIDAT

Gubra har løftet sløret for en ny fedmemiddelkandidat. Selskabet meddeler, at det har valgt en udviklingskandidat - Urocortin-2 (UCN2) - som en ny lægemiddelkandidat mod fedme til sundt vægttab.

- Dette er et en-gang-om-ugen peptid og vil være udviklet som et sundt vægttabslægemiddel med en gunstig hjerteprofil. Dette markerer starten af det prækliniske toksikologiske program, skriver selskabet.

Gubra-aktien går uden for C25-indekset frem med 10 pct. til 307 kr.

KURSMÅLSNYT TIL FLERE

Der er onsdag en lang række analytikerændringer at forholde sig til.

Topdanmarks regnskab for første kvartal landede bedre på end ventet på flere poster, og det har fået finanshuset Jefferies til at hæve kursmålet til 315 kr. fra 300 kr., fremgår det af Bloomberg News.

Anbefalingen er fortsat "hold".

Også svenske SEB har skruet op for kursmålet - her til 345 kr. fra 330 kr. Anbefalingen er fortsat "køb".

Aktien i forsikringsselskabet stiger 3,2 pct. til 314,20 kr.

Derudover har Ørsted får løftet sit kursmål til 500 kr. fra 450 kr. af Danske Bank, der fortsat anbefaler "køb".

Det skyldes en opdatering af bankens værdiansættelsesforudsætninger samt en mindre opjustering efter at have indregnet værdi af selskabet amerikanske Sunrise projekt, fremgår det af et notat fra banken.

Aktien falder dog 0,4 pct. til 382 kr.

Danske Bank har også set nærmere på Chemometec, hvor kursmålet sænkes til 400 kr. fra 500 kr. Der bliver dog holdt fast i anbefaling "køb".

Aktien stiger onsdag 0,9 pct. til 311,80 kr.

NOVONESIS FÅR LØFTET KURSMÅL MARKANT

Novonesis, der er det tidligere Novozymes og Chr. Hansen under ét, har fået løftet kursmålet med over 15 pct. af finanshuset Berenberg til 450 kr. fra 390 kr. Anbefalingen er fortsat "køb".

Novonesis kommer med den første handelsopdatering for det samlede selskab den 3. maj.

Aktien stiger 0,2 pct. toil 383,30 kr.

MÆRSK FÅR ANALYSEHUG

A.P. Møller-Mærsk fik tirsdag aften reduceret kursmålet med godt 13 pct. til 9450 kr. fra førhen 10.900 kr. af SEB Bank.

Anbefalingen af aktien gentages på "hold".

B-aktien stiger dog 0,9 pct. til 9558 kr.

Danske Bank har fået sat kursmålet ned til 262 kr. fra 272 kr. af finanshuset Citi - købsanbefalingen gentages.

Også analysehuset Autonomous har set nærmere på bankerne. Danske Bank får løftet kursmålet til 250 kr. fra knap 227 kr., men anbefalingen er uændret "outperform".

Og Nordea får også anbefalingen "outperform" mod tidligere "neutral", og kursmålet løftes til 94,89 kr. fra 90,83 kr.

Danske Bank stiger 0,7 pct. til 202,20 kr., og Nordea øger 1,5 pct. til 79,16 kr.

.\\˙ MarketWire

Christian Iversen Kielberg

Tags:  Danmark❯  Shares❯  Intraday❯ 

Seneste nyheder

17:49 Europa/lukning: Ericsson blev sendt i skammekrogen mens Novo og Burberry lyste op
17:47 Tørlastindeks falder for ottende dag i træk
17:09 Fredagens obligationer: Opmuntrende aktivitetsindeks fra Europa sendte renten lidt op
17:04 Fredagens aktier: Novo sendt i fuldt firspring oven på lovende fedmedata
17:02 Novos markedsværdi steg 183 mia. kr. efter stærke fedmedata
16:02 USA: Michigan-indekset nedrevideret i endelig opgørelse
15:52 USA/åbning: Kommer sidelæns fra start - Meta går frem
15:49 Amerikansk erhvervstillid skuffer drevet af servicesektoren
15:36 Sydbank om Novo: Fuldstændig fair kursreaktion på stærke vægttabsdata
14:40 Amerikansk softwareselskab overrasker positivt og stiger 17 pct. i formarkedet
14:25 USA/tendens: Markedet ses falde fra rekordniveau - Boeing skuffer
13:17 American Express venter vækst og rekordresultater igen i 2025
12:34 Europa/middag: Modehuse går til tops sammen med Novo og norsk forsikringskoncern
12:14 Novo imponerer med vægttabsdata: "Det her kan vende stemningen i aktien"
12:05 Obligationer/middag: Renten kravler højere oven på opmuntrende aktivitetsindeks
11:59 Novos nye håb viser vægttab på 22 pct. - aktien tordner op
11:47 Novo stryger til vejrs efter stærkt vægttab med Amycretin
11:36 Aktier/middag: Behersket optimisme efter lille åbning fra Trump - Novo over kurs 600
10:57 Danske Bank: Skelsættende amerikansk regnskabsuge i vente med Tesla, Meta og Apple
10:46 Euro styrkes efter opløftende nyt fra indkøbscheferne