Aktier/middag: Vestas topper stilfærdigt stigende eliteindeks

Udgivet den 30-11-2023  |  kl. 11:48  |  
Arkiv: Foto

Med Bavarian Nordic og Vestas i toppen kravler det danske C25-indeks torsdag stilfærdigt opad i et marked, som afventer eftermiddagens tunge nøgletal for udviklingen i inflationen i USA.

Torsdag middag ligger eliteindekset i 1720,49 eller 0,5 pct. højere - i øvrigt i flugt med stigningen i det brede fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks.

- Det foregår stille og roligt med mindre plusser ude i Europa, og det følger vi jo stort set "spot on" i Danmark. Vi er i et marked, der stadigvæk kigger efter inflationsrelaterede nøgletal, som kommer i dag, bemærker senioraktierådgiver i Jyske Bank Martin Munk.

- Inflationen synes jo at være nedadgående, og markedet er faktisk begyndt at indprise forventninger om rentesænkninger i 2024 noget tidligere end planlagt. Der er virkeligt sket noget på rentesiden den seneste måned tid, og det har været understøttende for aktierne, uddyber han.

VESTAS NEDLÆGGER STILLINGER OG OPSKALERER

Et kursplus til Vestas på 2,7 pct. til 187,42 kr. i toppen af C25-indekset kan blandt andet være begrundet i tiltroen til en renteudvikling, som generelt er positiv for "de grønne aktier", mener Martin Munk.

Derudover har vindmølleselskabet torsdag formiddag oplyst, at 200 stillinger nedlægges i Ringkjøbing på grund af faldende efterspørgsel.

Til gengæld vil Vestas skrue op for havvindaktiviteterne i Lindø og Nakskov, og der planlægges også en øget aktivitet på selskabets fabrik i Lem. Samlet venter Vestas at ansætte omkring 300 medarbejdere på tværs af de tre fabrikker i løbet af 2024 - men opskaleringen vil primært ske i Lindø og Nakskov.

Med i toppen af C25 er også Pandora med et plus på 2,1 pct. til 931,20 kr. og Bavarian Nordic, som stiger 1,7 pct. til 169,10 kr.

Det sker uden selskabsspecifikt nyt for Pandora, mens Bavarian har fået løftet sit kursmål hos Jefferies til 295 kr. fra 245 kr.

ATTRAKTIV PRIS PÅ CARLSBERG

Lidt længere ned i indekset stiger Carlsberg 1,5 pct. til 839,80 kr., og den stigning tager Jyske Bank gerne en den af æren for.

- Det kunne vi da godt sole os lidt i, efter at vi har hævet anbefalingen til "køb". Bryggerierne har haft en svær periode, mens Carlsberg har underpræsteret så kraftigt, at den er interessant nu, og prissætningen er attraktiv i et historisk lavt niveau. Også i forhold til konkurrenterne, siger Martin Munk.

Jyske Bank fastholder kursmålet på 1015 kr. for bryggeriaktien.

ØRSTED SIKRER RETTEN TIL STORT HAVMØLLEPROJEKT I SYDKOREA

Energiselskabet Ørsted har sikret sig retten til at udvikle 1,6 gigawatt havvindprojekt ud for Incheons kyst i Sydkorea.

Det er sket med tildelingen af en såkaldt "Electricity Business Licence" fra Koreas ministerium for handel, industri og energi.

Ørsted-aktien stiger 0,5 pct. til 317,70 kr. fra start efter onsdagens plus på 3,6 pct.

Lundbecks B-aktie stiger med 0,4 pct. til 32,74 kr. fra start og kan meget vel komme i fokus senere på torsdagen, hvor der afholdes forsknings- og udviklingsevent i London.

Her vil ledelsen i Lundbeck præsentere den strategiske vej frem og sætte fokus på den seneste udvikling i medicinalselskabets pipeline.

SKAKO I RAKETSTIGNING EFTER FRASALG

Uden for eliteindekset er der markant plus på 21,8 pct. til 88,50 kr. for Skako efter meddelelse om, at industriselskabet har solgt aktiviteterne i sin cementforretning, Skako Concrete, til Zephyr Invest til en entrepriseværdi på 123 mio kr. Det sker for at fokusere på den resterende forretningsenhed Vibration. Provenuet fra salget skal bruges til at udbetale ekstraordinært udbytte på 38 kr. per aktie.

Aktien i Columbus stiger 1,1 pct. til 68,90 kr. It-selskabet har har aflagt et betinget bud på at købe det britiske konsulentfirma Endless Gain for 3 mio. pund, hvilket svarer til knap 26 mio. danske kr.

Og nordjyske RTX har underskrevet en aftale med en stor global virksomhed i Healthcare-segmentet om et strategisk samarbejde. Teknologi-aktien løftes 2,8 pct. til 73,80 kr.

.\\˙ MarketWire

Henning Lars Nielsen

Tags:  Danmark❯  Shares❯  Intraday❯ 

Seneste nyheder

17:45 Europa/lukning: Mindre stigninger med britisk finanshus i front
17:37 Mærsk-rival leverer første kvartalsunderskud i fire år efter massivt dyk
17:08 Booking varsler beskeden stigning i bestilte overnatninger - aktie dykker
17:03 Fredagens aktier: C25 haltede efter udlandet - Mærsk sendt ned og Netcompany hacket
17:00 Fredagens obligationer: Rentestigninger blev afløst af fald
16:54 Amerikansk rumfartsselskabs aktie flyver til månen efter vellykket landing
15:41 USA/åbning: Afdæmpede stigninger efter torsdagens fest - Nvidia fortsætter op
15:32 Amerikansk mediagigant bakker over 9 pct. efter skuffende indtjening
15:22 Netcompany-aktie dykker efter bekræftet hackerangreb
15:13 Hackere lækker kildekode og passwords fra Netcompany: Truer den danske stat
15:02 Valuta: Pund tager revanche mod dollar for første gang siden januar
14:33 USA/tendens: Rolig åbning i udsigt efter torsdagens aktiefest
14:27 ECB's Simkus finder plads til en pengepolitisk lempelse til sommer
14:25 ISS får lavere kursmål hos Carnegie
13:52 Effekten fra ECB's renteforhøjelser har ifølge direktionsmedlem toppet
13:24 Greenmobility nedjusterer til 2023: Justeret praksis udskyder indtjening til senere
12:52 Europa/aktier: Europæiske aktier halter efter amerikansk aktiefest
11:53 Genmab får løftet anbefaling til "outperform" fra "market perform" hos BMO
11:51 Aktier/middag: Fortsat mat stemning i C25 - ISS i bunden igen
11:35 Obligationer/middag: Renten fortsætter frem - stærke aktiemarkeder kan få Fed til at tøve