Aktier/tendens: Fortsat negative vinde over europæiske og dermed danske aktier

Udgivet den 16-07-2024  |  kl. 08:24  |  
Arkiv: Foto

Der er lagt op til kursfald på det danske aktiemarked tirsdag morgen trods positive tendenser på Wall Street.

De europæiske markeder får ikke samme positive påvirkning fra det nuværende fokus på det amerikanske præsidentvalg, som de amerikanske markeder oplever, i takt med at Donald Trump i stigende grad ser ud til at være favorit til at overtage posten i Det Hvide Hus i Washington DC.

Tirsdagen byder ikke på danske regnskaber, men dagens regnskaber fra svenske banker retter fokus ind på de danske kolleger fra starten af dagens handel.

De amerikanske futures peger mod en grøn åbning i New York senere på dagen, men den tyske DAX-future, der er en god indikator for det danske aktiemarked, indikerer kursfald på børsen i Frankfurt på godt 0,4 pct.

Det danske C25-indeks lukkede mandag med et fald på 1,8 pct. i 1962,78 efter drop i 23 af indeksets 25 aktier.

Det brede amerikanske aktiemarked steg 0,3 pct. mandag, men set i forhold til dansk lukketid var der tale om et fald på 0,4 pct.

De asiatiske markeder kan ikke rigtigt bruges som retningsgivende, da de er temmelig påvirket af de seneste dages negative kinesiske makrodata, og derfor stritter i forskellig retning, alt efter eksponeringen mod Kina. Og samtidig følger de japanske investorer op på udviklingen hen over den forlængede weekend i Tokyo.

HÅRD MANDAG TIL GRØNNE AKTIER OG NORDEA

I USA var der modvind til selskaberne i vindsektoren mandag, hvor blandt andet Vestas-rivalen GN Vernova dykkede, og energiudvikleren Nextera blev sendt i skammekrogen af de øgede forventninger til, at Donald Trump vil vinde præsidentvalget i USA.

Vestas og Ørsted dykkede begge kraftigt mandag, og opmærksomheden på de to selskaber vil sandsynligvis fortsætte tirsdag, da Donald Trump ved enhver lejlighed aldrig har forsømt af kritisere og forsøge at latterliggøre vedvarende energi - ikke mindst vindmøller.

Vestas lukkede i 157,60 kr. og Ørsted sluttede i 391,40 kr. efter fald på henholdsvis 6,4 pct. og 5,5 pct.

Nordea fik klø mandag trods et ellers overordnet pænt regnskab for andet kvartal. Men uden udsigt til aktietilbagekøb stod skuffelsen malet hos investorerne.

Tirsdag kan bankaktien sammen med Danske Bank igen få opmærksomhed på grund af kvartalsrapporter fra de svenske kolleger Swedbank og SEB.

Nordea faldt 4,0 pct. til 78,64 kr., og Danske Bank droppede 1,9 pct. til 202 kr.

NYE KURSMÅL TIL REDERIERNE

Rederiet Norden har fået sænket kursmålet hos finanshuset ABG Sundal Collier, der nu anser 437 kr. som rimeligt frem for 459 kr., som målet hidtil har lydt på.

Det nye kursmål rummet dog fortsat et potentiale på 50 pct., og finanshuset gentager da også anbefalingen "køb" af aktien.

Norden sluttede mandag i 290,80 kr. efter en beskedent fald på 0,1 pct.

Containershippinggiganten Mærsk har fået løftet kursmålet hos den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs til 12.000 kr. fra 11.500 kr.

Anbefalingen fastholdes på "neutral".

Mærsks B-aktie sluttede mandagens handel i 10.885 kr. efter et beskedent fald på 0,1 pct.

Parken, der står bag fodboldklubben FC København, kan måske få fyldt lidt penge i kassen, da FCK er på vej mod et salg af forsvarsspilleren Dennis Vavro. Informationerne kommer fra spilleren selv ifølge Ritzau.

Parken faldt mandag 0,4 pct. til 112 kr.

En væsentlig kunde hos danske FLSmidth, verdens største mineselskab Rio Tinto, melder om en afdæmpet kinesisk efterspørgsel. Selskabets prognose for den samlede kobberproduktion skuffer, mens bekymringer for jernpriserne er med til at sende aktien ned på børsen i Sydney.

Det kan smitte af på FLSmidth, der leverer udstyr til koncernen.

FLS-aktien lukkede mandag i 337,80 kr. efter et dyk på 1,5 pct.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Danmark❯  Preview❯  Shares❯  indblik❯ 

Seneste nyheder

13:34 DSV kan løfte indtjeningen markant med et opkøb af DB Schenker spår Bernstein
12:27 Europa/aktier: Polsk supermarked leverer skuffende salg - danske aktier i top
12:05 Unibrews finansdirektør: Man skal ikke lægge for meget i en enkelt måned med se på hele året
12:02 Obligationer/middag: Obligationsmarkedet afventer Powells tale i eftermiddag
11:57 Aktier/middag: DSV går til bunds efter rygter om skærpet budkrig
11:49 DSV er stadig favorit til DB Schenker-opkøb hos Sydbank: Kursfald skyldes tæt kapløb
10:40 DSV er stadig favorit til at overtage DB Schenker, mener Nordnet
10:38 ALK's topchef om næste pollensæson: Venter et normalår
10:27 DSV har ifølge medie budt over 104 mia. kr. på DB Schenker
10:17 ALK's finansdirektør om 2025-mål: Vi er ret fortrøstningsfulde
09:40 ALK's topchef om høj vækst: Dejligt at se at volumenerne udvikler sig som de skal
09:31 Huscompagniets topchef: Gang i boligsalget og styr på inflationen
09:18 Aktier/åbning: ALK spurter frem efter opjustering mens C25 åbner fladt før Powell-tale
09:09 Fragtraterne vender tilbage til trenden med nedgang
08:44 Obligationer/åbning: Stille rentestart mens der ventes på Powells tale
08:27 Huscompagniet løftede hussalget 44 pct. i første halvår
07:53 Aktier/tendens: Stille start i vente med fokus på ALK, Unibrew og Powell
07:36 ALK får sit kursmål med en tier hos Nordea
07:29 Ambu får hævet kursmålet hos Carnegie - anbefalingen "hold" gentages
07:28 Sådan går det Mærsks asiatiske peers fredag