Aktier/tendens: GN tager opmærksomhed med kapitaludvidelse i fortsat nervøst marked

Udgivet den 25-05-2023  |  kl. 08:24  |  

GN tager opmærksomhed omkring det danske aktiemarked torsdag morgen, efter at selskabet i løbet af aftenen onsdag og natten til torsdag har gennemført et salg af nye og eksisterende aktier for at kunne afdrage ekstra på selskabets høje gæld.

Det sker i et stadig nervøst marked, hvor humøret dog er kommet lidt op efter et par helt røde dage præget af manglende fremskridt i forhandlingerne om det amerikanske gældsloft, et voldsomt stigende antal af covid-19-tilfælde i Kina og stigende statsrenter.

Renterne blev onsdag skubbet yderligere i vejret af et referat fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve, der synes delt i chefgruppen i spørgsmålet om, hvorvidt renteforhøjelserne skal på pause.

Et stærkt regnskab fra den amerikanske chipproducent Nvidia sent onsdag var dog efter onsdagens nedtur med til at løfte humøret lidt.

- Fortsat usikkerhed om gældsloftsforhandlingerne, høj inflation i Storbritannien samt stigende renter var for meget for risikovilligheden, og aktierne endte igen i rødt. Nyhederne fra forhandlingerne er stadig ikke opløftende, men meget positive meldinger fra Nvidia har givet risikovilligheden lidt medvind, skriver Kim Fæster, der er chefanalytiker hos Jyske Bank, i en morgenkommentar torsdag.

C25-indekset faldt onsdag med 1,9 pct. oven på et dyk på 1,7 pct. tirsdag. Alle eliteaktier på nær én - den i forsikringsselskabet Tryg - faldt onsdag.

GN GENNEMFØRER HURTIGT AKTIESALG OG SKÆRER I GÆLDEN

GN har gennemført den kapitaludvidelse, som selskabet flagede for onsdag eftermiddag.

Selskabet har solgt samlet godt 17,3 mio. aktier gennem en rettet emission og har derigennem sikret sig et bruttoprovenu på lige godt 2,75 mia. kr.

I alt er der solgt 3,6 mio. eksisterende egne aktier og 13,7 mio. nye aktier - alle til en pris på 160 kr. per aktie - svarende til en rabat på 4,2 pct. fra lukkekursen onsdag på 167,05 kr.

Salget af nye aktier svarer til 10 pct. af aktiekapitalen i GN. Efter udvidelsen vil de svare til 9,1 pct. af aktiekapitalen, og dermed er udvandingen af GN's aktionærer ikke så stor som tidligere frygtet.

Og kapitaludvidelsen kan være med til at løse i hvert fald noget af den gældsklemme, GN er kommet i efter overtagelsen af gamingudstyrsproducenten Steelseries og et svært 2022.

- Jeg er overordnet set positiv. Det løser ikke deres gældsproblem, men de er kommet en del af vejen. Det er ikke den store løsning - nærmere en mellemløsning, der er god nok for eksisterende aktionærer og god nok til at løse en del af gældsproblemet, vurderer Morten Larsen, der er analytiker hos ABG Sundal Collier, over for MarketWire.

Ifølge amerikanske Jefferies fjerner kapitaludvidelsen en betydelig usikkerhed fra aktien, der ifølge en umiddelbar kommentar fra finanshuset kan blive løftet af nyheden.

Ligeledes amerikanske Citigroup har desuden løftet sit kursmål for GN til 245 kr. fra 235 kr. og gentaget sin købsanbefaling, fremgår det af data fra Bloomberg News

Carnegie har omvendt skåret kursmålet med 20 kr. til 180 kr., men også gentaget sin købsanbefaling.

Medicinalselskabet Lundbeck har ifølge data fra Bloomberg News fået sænket sin anbefaling hos Morningstar til "hold" fra "køb".

B-aktien i selskabet sluttede onsdag i 38,46 kr. efter et fald på 1,8 pct. over dagen.

Morningstars kursmål er 42,50 kr.

NKT I FORTSAT FOKUS EFTER STORT LØFT ONSDAG

Onsdag røg aktien i kabelproducenten NKT i vejret med 8,3 pct. til 397,80 kr.

Det skete efter en omfattende meddelelse om flere investeringer i kabelforretningen, en aktieudvidelse på 350 mio. euro. og nye langsigtede mål.

Det skaber et fortsat naturligt fokus på aktien torsdag.

Også Totalbanken er stadig på radaren, efter at den fynske bank blev sendt i vejret onsdag på baggrund af fusionsplanerne med Sparekassen Danmark.

Aktien steg med 44,9 pct. til 226 kr. Aktionærerne i Totalbanken er blevet tilbudt 233 kr. per aktie i garantikapital i Sparekassen Danmark, der bliver den fortsættende bank efter sammenlægningen.

TYSKLAND I TEKNISK RECESSION

Morgenstunden har også budt på en nedslående nyhed fra Europas største økonomi - den tyske - der nu er i teknisk recession efter to kvartaler på stribe med negativ vækst.

I den endelige opgørelse af bruttonationalproduktet for første kvartal blev det nemlig til et fald på 0,3 pct. mod en melding om nulvækst i den forrige opgørelse.

I fjerde kvartal havde Tyskland en negativ vækst på 0,5 pct.

.\\˙ MarketWire

Mikkel Brix Kvols

Tags:  Danmark❯  Preview❯  Shares❯  indblik❯ 

Seneste nyheder

17:56 Europa/lukning: Svenske banker trak ned - dyk i amerikanske olielagre sendte indeks i fald
17:04 Onsdagens aktier: DSV trak markedet i rødt med Novo - GN i plus for fjerde dag
17:00 Onsdagens obligationer: Renten endte i højeste niveau i år - steg på øget risikovillighed
16:39 USA: Olielagre tager markant og overraskende dyk
16:08 Lego-rival stiger massivt oven på regnskab
15:42 USA/åbning: Tesla tager teten i grøn åbning med masser af regnskabsnyt
15:12 Cbrain fastholder forventningerne - første kvartal er på linje med planerne
14:40 Boeing har luft under vingerne efter mindre end ventet negativ pengestrøm
13:51 USA/tendens: Tesla speeder op før åbning i ventet grøn onsdag
13:08 Valuta: Yen nær interventionsniveau
12:26 Europa/aktier: Svenske banker sender sektor ned - chipaktier i optur i positivt marked
11:44 Obligationer/middag: Renten stiger ekstra efter tyske tal
11:35 Aktier/middag: DSV og bankerne får høvl - Novo er med til at trække i rødt
10:37 Topchef: DSV har taget markedsandele på tværs af forretningen
10:18 Tyskland: IFO-indekset slog forventningerne klart i april
10:03 DSV-aktien falder tungt: Skuffelse over aktietilbagekøb og indtjening vurderer analytiker
10:02 Tyskland: IFO-indekset slog forventningerne klart i april
10:01 Topchef i Ringkjøbing Landbobank: Pres på enkelte kundegrupper trods stærk kreditkvalitet
09:39 Danske bankaktier dykker efter skuffende regnskaber fra Handelsbanken og SEB
09:22 Ringkjøbing Landbobank-topchef: Kurs mod toppen af prognosen efter stærkt kvartal