Aktier/tendens: Mærsk igen i fokus før ny positiv start

Udgivet den 29-04-2024  |  kl. 08:25  |  
Arkiv: Foto

Mærsk-aktierne kan igen komme i positivt fokus mandag morgen, hvor det samlede danske marked også er på vej mod en ny grøn start.

Den positive stemning, der prægede slutningen af sidste uge, ser nemlig ud til at fortsætte ind i begyndelsen af denne efter en stærk afslutning på sidste uge på Wall Street i USA.

De positive vinde har siden bredt sig til Asien, hvor stort set alle toneangivende indeks er farvet i grønt mandag morgen. I Japan er der dog lukket grundet helligdag.

Men også de europæiske futures stiger igen mandag morgen, hvor det tyske DAX-indeks indikeres en stigning på 0,3 pct., mens det britiske FTSE 100-indeks stilles en indledende stigning på 0,5 pct. i udsigt.

Malurten i bægeret er høj bølgegang i den japanske yen, der kortvarigt har været svækket til over 160 yen per dollar. Men indtil nu ser positiviteten dog ud til at sejre mandag.

- To nyheder kæmper lidt om overskrifterne: Med comeback til it-aktierne går vi ud af den bedste aktieuge i 2024, og det løfter stemningen i Asien her til morgen. Til gengæld tager den japanske yen nogle store rutsjeture og var kortvarigt over 160 over for dollar, inden den pludselig styrkede sig, hvilket øger rygterne om intervention i markedet, skriver Ib Fredslund Madsen, der er chefstrateg hos Jyske Bank, i en morgenkommentar.

MÆRSK FÅR SKULDERKLAP FRA ABG

Mærsk-aktierne kan blive understøttet af en løftet anbefaling fra det norske børshus ABG Sundal Collier, der har skruet op til "køb" fra "hold".

Samtidig er kursmålet blevet løftet til 13.260 kr. fra 10.700 kr., viser data fra Bloomberg News.

De asiatiske peers til Mærsk, der er i handel mandag, viser desuden pæne plusser, efter at spotraterne på de store ruter ud af Shanghai i sidste uge steg pænt.

Det var fredag også med til at understøtte Mærsk-aktierne. B-aktien i selskabet steg med 6,2 pct. til 10.330 kr.

På regnskabsfronten får ugen en stille start, hvor udelukkende Green Hydrogen Systems afleverer tal mandag, inden tirsdagen går lidt op i gear med rapporteringer fra Carlsberg, Asetek og Schouw.

INFLATIONSTAL UNDER LUP

Investorerne kigger mandag også frem mod offentliggørelsen af inflationstal fra både Spanien og Tyskland, der kan være en god indikator for de samlede tal fra eurozonen tirsdag.

Billedet af fremtiden hos Den Europæiske Centralbank (ECB) og den amerikanske pendant, Federal Reserve, har ændret sig noget siden begyndelsen af året, hvor det så ud til, at Federal Reserve var markant foran ECB i sin vej mod normalisering af de aktuelt høje renter.

Men siden er den første amerikanske rentenedsættelse blevet sparket længere og længere i baggrunden af en klæbrig inflation og en fortsat stærk udvikling i økonomien.

I eurozonen halter økonomien til gengæld mere, og samtidig er inflationen mange steder kommet nej, hvorfor de fleste nu synes enige om, at den første rentenedsættelse fra ECB vil falde til juni.

.\\˙ MarketWire

Mikkel Brix Kvols

Tags:  Danmark❯  Preview❯  Shares❯  indblik❯ 

Seneste nyheder

11:10 Zealand-topchef håber på 7-9 pct. vægttab i vigtigt studie - kan åbne for dialoger
10:55 Forventningerne til dansk økonomi stiger i ny prognose
10:39 Amerikansk storbank tror på Pandora - hæver kursmål og estimater
10:20 Rockwools topchef om marginprognosen for andet halvår: Den er en smule pessimistisk
10:17 WSA-chef ser nye produkter give klare markedsandele i god start på 2024
09:24 Aktier/åbning: Zealand sendes i bund i ellers optimistisk marked
09:10 Zealand Pharma ser både omsætning og omkostninger vokse i første kvartal
08:38 Obligationer/åbning: Renten tager endnu et dyk ned efter amerikanske inflationstal
08:32 MT Højgaard Q1: Andet halvår skal få prognosen i mål
08:19 Roches fedmehåb leverer signifikant vægttab i fase 1-forsøg
08:14 Zealand Pharma ser både omsætning og omkostninger vokse i første kvartal
08:00 Stor forskel på fuldførte ungdomsuddannelser
07:59 WS Audiology fortsat på vækstsporet i andet kvartal efter positive lanceringer
07:56 Køkkenkoncernen TCM Group afværger salgstilbagegang med opkøbte Aubo
07:49 Aktier/tendens: Zealand Pharma og Nilfisk i fokus i ventet grøn åbning
07:40 Råvarer: Oliepriserne stiger på langsommere amerikansk inflation og stærk efterspørgsel
06:52 Obligationer/tendens: Rentefald efter amerikansk jobrapport kom onsdag
06:39 Asien: Begejstring på Wall Street smitter af i hele regionen
06:34 Japan: Opbremsningen i den økonomisk vækst fortsætter
06:34 Cisco opjusterer og belønnes med kursløft