Aktier/tendens: Nedjusteret Mærsk-anbefaling og vigende kurser

Udgivet den 12-05-2021  |  kl. 08:36  |  
Maersk

Mærsk kan komme i fokus onsdag efter gårsdagens kapitalmarkedsdag, der har resulteret i en sænket anbefaling fra en af de globale spillere.

Og generelt er der lagt op til endnu en dag i rødt, efter at stigende råvarepriser har skabt øgede bekymringer for et voksende inflationstryk i USA. Det kan blive be- eller afkræftet af amerikanske inflationsdata i eftermiddag.

De internationale markeder peger stort set alle i nedadgående retning.

Slutniveauet for S&P 500-indekset på Wall Street var godt nok 0,6 pct. højere, end da de europæiske - og dermed også det danske marked - lukkede mandag, men onsdag morgen har der været store kursfald på de asiatiske aktiemarkeder, og de amerikanske aktiefutures indikerer en negativ start i New York med fald på 0,5-0,7 pct. senere på dagen.

Den tyske DAX-future, der normalt er en god indikator for det danske aktiemarked, peger på en åbning med et drop på 0,2 pct. i Frankfurt.

Eliteindekset, C25, endte tirsdag med et fald på 2,6 pct. til indeks 1726,27.

ÆNDREDE ANBEFALINGER OG KURSMÅLSJUSTERINGER

Mærsk er i fokus efter tirsdagens kapitalmarkedsdag. Det har resulteret i en sænket anbefaling fra den globale storbank Deutsche Bank. Kursmålet bliver samtidig sænket til 16.110 kr. fra 20.000 kr.

Mærsk lukkede tirsdag i 15.800 kr. efter et drop på 4 pct.

Lundbeck får oven på tirsdagens positive regnskab for første kvartal sænket kursmålet til 250 kr. fra 275 kr. af den amerikanske storbank JPMorgan.

Finanshuset gentager dog samtidig den positive anbefaling "overvægt".

Lundbeck steg 5,6 pct. tirsdag til en slutkurs på 202 kr.

Medicokoncernen Ambus regnskab for det forskudte andet kvartal blev en blandet pose bolsjer, da toplinjen og driften landede lavere end ventet, mens overskuddet omvendt overraskede positivt.

Den organiske vækst var på 6 pct., hvilket var en del lavere end de 8,4 pct., som analytikerne havde ventet.

Forventningerne - en organisk omsætningsvækst på mellem 17 og 20 pct. samt en overskudsgrad på 11-12 pct. - blev dog fastholdt.

Ambu droppede hele 7,2 pct. i tirsdagens handel, hvor aktien lukkede i 301,20 kr.

Køkkenkoncernen TCM har fået lagt 15 kr. oven i kursmålet hos ABG Sundal Collier, så det nu lyder på 186 kr. Anbefalingen lyder fortsat på "køb".

TCM lukkede tirsdag i 167,50 kr. efter et fald på 0,9 pct.

NYT OM BAVARIAN

Bavarian Nordic er i fokus, idet regeringen er i færd med at forberede kommende forhandlinger om en dansk statslig investering i udviklingen af en covid-19-vaccine fra Bavarian Nordic. Det fortalte sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på et samråd i Folketingets sundhedsudvalg tirsdag.

Bavarian Nordic steg 0,8 pct. til 262 kr. tirsdag.

Rederiet DFDS, der tirsdag kom med et godt regnskab for første kvartal, har fået hævet kursmålet til 400 kr. fra 350 kr. af Nordea, der fortsat anbefaler at købe aktien.

Trods det gode regnskab faldt aktien tirsdag med 2,8 pct. til 376 kr.

Entreprenørkoncernen MT Højgaard fik et resultat i første kvartal som ventet. Selskabet fastholder forventningerne til hele 2021 både for omsætning og driftsresultat.

MT Højgaard sluttede tirsdag i 230 kr. efter et fald på 4,2 pct.

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer

Tags:  Danmark❯  Preview❯  Shares❯  indblik❯ 

Relaterede nyheder