Aktier/tendens: Negativ stemning med fortsat gevindhjemtagning - grønne aktier i fokus

Udgivet den 18-12-2024  |  kl. 07:59  |  

Det tegner til en endnu en mørk og grå dag på det danske aktiemarked, når handlen skydes i gang onsdag. Investorerne venter på rentemelding fra Federal Reserve onsdag aften - og futures for det tyske Dax-indeks peger ned med 0,2 pct. forud for handelsstart.

Lidt nyt er der til de grønne aktier, hvor kursmålet for Ørsted får en mindre skud for boven, og Vestas er kommet med en vindmølleordre. Senere langer Harboes et regnskab over disken - men ellers er der langt mellem de selskabsspecifikke nyheder.

- Tirsdag bød på en let negativ stemning på aktiemarkederne, og her til morgen handler børserne i Asien lidt uensartet, mens futures signalerer en omtrent uændret start på dagens europæiske aktiehandel, siger Jyske Bank.

- De ledende amerikanske aktieindeks oplever i disse dage lidt gevinsthjemtagning efter det solide kursridt i 2024. S&P 500 er oppe med hele 27 pct. år-til-dato, men siden kursrekorden den 6. december har indekset danset på stedet, skriver banken.

Tirsdag satte eliteindekset, C25, al årets fremgang over styr i år, hvor det faldt 1,5 pct. til 1813,44, og dermed er indekset nu godt under udgangspunktet for året på 1821,20.

Der ventes ingen overraskelser i forbindelse med renten fra Federal Reserve, hvor markedet har indregnet en nedsættelse på 25 basispoint. Derimod er spotlightet sat på centralbankens prognose - og hvor mange rentenedsættelser, centralbanken ventes at komme med i 2025.

NYT TIL GRØNNE SELSKABER

Blandt eliteselskaberne har Ørsted fået sænket sit kursmål til 395 kr. fra 420 kr. hos den britisk-asiatiske storbank HSBC, fremgår det af Bloomberg News. Anbefalingen forbliver "hold".

Energiselskabets aktie tabte 0,3 pct. til 339,20 kr. i tirsdagens danske aktiehandel.

Og Vestas har sikret sig en ordre på levering af vindmøller med en samlet kapacitet på 217 megawatt (MW).

Kunden er SSE Generation Limited, og vindmøllerne skal anvendes til Strathy South-vindprojektet i Skotland, meddelte vindmølleselskabet tirsdag aften.

Vestas faldt 1,5 pct. tirsdag til 94,40 kr.

SPÆNDING OM NOVO

Medicinalgiganten Novo Nordisk er fortsat i søgelyset, idet koncernens stærkt imødesete studie af Cagrisema ventes inden udgangen af året.

Studiet er stærkt imødeset blandt analytikere, da det kan være afgørende for Novos succes på det voksende fedmemarked i de kommende år. Blandt andet har den britiske storbank Barclays spået tocifrede kursudsving i Novo-aktien efter studiet, alt efter om Novo lever op til forventningerne eller ej. Håbet i markedet og i øvrigt også fra Novo selv har været, at Cagrisema giver et vægttab på mindst 25 pct.

Novo faldt tirsdag 1 pct. til 769,90 kr.

Blandt sidepapirerne ser den svenske investeringsbank Carnegie ikke længere værdi i at købe op i aktierne i rederiet DFDS. Banken sænker sin anbefaling af det danske selskab til "hold" fra "køb", og samtidig mere end halveres kursmålet, som sænkes til 173 kr. fra 375 kr.

Det er da også gået skarpt ned ad bakke for DFDS på børsen i år. Rederiet gik ind i året med en kurs på 223 kr., og tirsdag lukkede DFDS-aktien 1,9 pct. lavere i 130,70 kr. - svarende til et fald på godt 41 pct. over året.

Haboes kommer med regnskab for andet kvartal, hvor selskabet venter et EBITDA-resultat på 150-190 mio. kr. og et overskud før skat i niveauet 60-100 mio. kr.

Bryggeriaktien faldt tirsdag 1,8 pct. til 167,50 kr.

.\\˙ MarketWire

Charlotte Mackeprang

Tags:  Danmark❯  Preview❯  Shares❯  indblik❯ 

Seneste nyheder