Aktier/tendens: NKT tager teten i forsigtigt positivt marked

Udgivet den 16-08-2024  |  kl. 08:17  |  

Kabelproducenten NKT er fredag det eneste C25-selskab med nyt regnskab efter en hæsblæsende uge med i alt ni kvartalsrapporter fra eliteindekset.

Nyt og nyt er måske også så meget sagt. Selskabet opjusterede i juli sine forventninger og kom med foreløbige tal for omsætningen og driftsoverskuddet.

Regnskabet er landet i et venligt stemt marked. Futuren for det tyske DAX-indeks stiger fredag morgen 0,3 pct., og i USA er der plusser til futures for de toneangivende aktieindeks på 0,2-0,4 pct.

Det danske C25-indeks steg torsdag 1,1 pct. til 1979,11 - understøttet dels af en række regnskaber, dels af et overbevisende detailsalg i USA, der på ny har nedtonet frygten for en recession.

NKT BEKRÆFTER FORELØBIG RAPPORT

NKT havde stærk vækst i både omsætningen og indtjeningen i andet kvartal.

Det bekræfter kabelproducenten i sin kvartalsopgørelse fredag morgen, efter at selskabet 11. juli kom med foreløbige tal for perioden. Her blev også forventningerne til 2024 justeret efter opkøbet af portugisiske Solidal, og de gentages fredag.

Organisk voksede NKT's omsætning med 29 pct. i april, maj og juni. Opgjort i standardmetalpriser steg omsætningen til 605 mio. euro fra 468 mio. euro i samme periode sidste år, og det operationelle driftsresultat, EBITDA, endte på 86 mio. euro fra 58 mio. euro.

Også i den grønne energisektor kan der komme fokus på Ørsted, der fik én på sinkadusen torsdag efter sit regnskab, hvor der blev gennemført nye milliardnedskrivninger efter forsinkelser og et droppet projekt.

Det sendte aktien ned med 7,2 pct. til 392 kr.

BOOZT PRÆCISERER PROGNOSEN

Onlinevarehuset Boozt har præciseret sine forventninger til 2024 i forbindelse med sit regnskab for andet kvartal.

Her voksede omsætningen med 11 pct. til 1872 mio. svenske kr., mens det justerede driftsoverskud endte på 92 mio. svenske kr., svarende til en indtjeningsgrad på 4,2 pct.

Boozt venter nu en omsætningsvækst på 7-11 pct. fra tidligere 5-15 pct. og en justeret EBIT-margin på 5,2-5,7 pct. fra 5,2-6,0 pct.

Aktien steg torsdag 1,4 pct. til 73,70 kr.

A.P. Møller-Mærsk kan også få opmærksomhed fredag, hvor der offentliggøres nye ratetal fra Kina i form af spotindekset Shanghai Containerized Freight Index (SCFI).

Ratetallene har været nedadgående i fem uger i træk.

Mærsks B-aktie steg torsdag 0,4 pct. til 10.595 kr.

BAVARIAN INDSENDER DATA TIL EMA

Bavarian Nordic har indsendt kliniske data til Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) om sin koppevaccine Imvanex med henblik på at få udvidet godkendelse til også at gælde personer i alderen 12-17 år.

En eventuel godkendelse er ventet i fjerde kvartal af 2024.

Bavarian Nordic steg torsdag 7,8 pct. til 240,60 kr., efter at Verdenssundhedsorganisationen, WHO, har erklæret udbruddet af mpox for en global sundhedskrise.

Køkkenproducenten TCM Group har torsdag opjusteret forventningerne til omsætningen og driftsoverskuddet efter en stærk organisk fremgang i andet kvartal.

Omsætningen ventes nu på 1125-1200 mio. kr. fra 1000-1150 mio. kr., og driftsoverskuddet ses ramme 70-90 mio. kr. fra tidligere 55-85 mio. kr.

TCM steg torsdag 3,2 pct. til 59 kr.

KURSMÅL PÅ KURSMÅL

Analytikerne har haft travlt efter en uge spækket med nye regnskaber, der har ført til nye kursmål.

For Zealand Pharmas vedkommende er kursmålet løftet hos BTIG og SEB efter torsdagens kvartalsregnskab.

SEB løfter til 1135 kr. fra 990 kr. med anbefalingen "køb", og BTIG skruer op til 1050 kr. fra 950 kr. - ligeledes med en købsanbefaling.

Zealand steg torsdag 3,2 pct. til 938,50 kr.

Vestas har imidlertid fået sænket kursmålet til 170 kr. fra 187 kr. hos DZ Bank efter et skuffende regnskab for andet kvartal. Anbefalingen er fortsat "hold".

Aktien steg torsdag 3,3 pct. til 160,10 kr.

Også ISS har fået sænket kursmålet. Det er hos Morgan Stanley, der har skåret til 140 kr. fra 153 kr., men gentaget anbefalingen "ligevægt".

ISS faldt torsdag 3,3 pct. til 122,90 kr.

Uden for C25-indekset har FLSmidth fået sænket til 410 kr. fra 430 kr. hos ABG Sundal Collier, der gentager anbefalingen "køb".

FLSmidth faldt torsdag 0,6 pct. til 352 kr.

.\\˙ MarketWire

Morten Frederik Heltoft

Tags:  Danmark❯  Preview❯  Shares❯  indblik❯ 

Seneste nyheder

13:06 Handlerne justerer porteføljen efter præsidentdebat: Ned med krypto og op med solenergi
13:04 Novos vægttabshåb har kendte bivirkninger som kvalme, opkast og forstoppelse
12:58 Rædselsuge fortsætter for fransk spilproducent - analytikere nedgraderer på stribe
12:49 Storbritannien vil udbyde nye havarealer til 20-30 gigawatt vindenergi inden 2030
12:42 Europa/aktier: Grønt pust efter tv-debat skubber Vestas og Ørsted i europæisk top
12:27 Commerzbank rygtes åben for samtaler om sammenlægning med Unicredit
12:01 Demant/Citi: Sænker kursmål til 315 kr. fra 340 kr.
12:01 Trustpilot leverer sorte tal på bundlinjen og stiger massivt
11:57 Aktier/middag: Vestas og Ørsted topper grønt C25 efter nattens tv-debat
11:31 Trump Media står til drøj start på handelsdagen efter præsidentdebat
11:29 Obligationer/middag: Rentefald frem mod amerikanske inflationstal og efter tv-debat
11:21 Amerikansk præsidentdebat sender danske energiaktier til vejrs
10:14 Zara-ejer leverer bedre end ventet og belønnes med analytikerros og kursgevinst
09:41 Commerzbank-aktien brager i vejret: Unicredit sætter sig på 9 pct. af kapitalen
09:11 Aktier/åbning: Grønne aktier vinder frem efter lille sejr til Kamala Harris
09:09 Kinesiske chipaktier dykker og grønne aktier stiger efter præsidentdebat: Ørsted går frem
08:53 Obligationer/åbning: Rentefald forstærkes efter tv-debat med fordel til Kamala Harris
08:25 Unicredit sætter sig på 9 pct. af aktierne i Commerzbank
08:08 Aktier/tendens: Grønne aktier og GN tager fokus før inflationstal i eftermiddag
07:37 Råvarer: Oliepriserne retter op efter tropisk storm