Aktier/tendens: Rockwool i hovedrolle før afdæmpet start

Udgivet den 22-11-2023  |  kl. 08:27  |  

Isoleringskoncernen Rockwool er i centrum for begivenhederne omkring det danske aktiemarked onsdag, hvor markedet vurderet ud fra handlen med futures ser ud til at gå en afdæmpet start i møde.

Rockwool er det sidste større selskab i den danske andedam, der aflægger regnskab for tredje kvartal, og det vil derfor i sagens natur få opmærksomhed onsdag.

Tirsdag sluttede C25-indekset 1,0 pct. lavere i 1702,68. I USA faldt aktierne også tirsdag, og i Asien er der rødt over det meste af linjen onsdag.

- Aktiemarkederne tog i går en pause efter novembers solide kursridt. Teknologigiganten Nvidias regnskab fik en meget afdæmpet reaktion i eftermarkedet, og heller ikke våbenhvilen på fire dage mellem Israel og Hamas sætter aftryk i markedet. Der er udsigt til en omtrent uændret start på aktiehandlen, skriver Tina Winther Frandsen, der er chefanalytiker hos Jyske Bank, i en morgenkommentar.

ROCKWOOL FORTSAT TRYKKET AF AFTAGENDE AKTIVITET

Rockwools regnskab for tredje kvartal vil formentlig fortsat være påvirket af generelt aftagende byggeaktivitet, der i sagens natur også mindsker behovet for isolering.

Spørgsmålet er blot, hvor meget det rammer den danske stenuldsproducent.

Ifølge estimater indsamlet af selskabet selv inden regnskabet venter analytikerne en omsætning på 909 mio. euro i tredje kvartal - et fald fra 1010 mio. euro i det tilsvarende kvartal sidste år.

Til gengæld ses overskudsgraden (EBIT-marginen) klart forbedret til 14,5 pct. fra 6,8 pct. i tredje kvartal 2022.

Det hænger blandt andet sammen med klart lavere energipriser end i tredje kvartal sidste år, hvilket vejer tungt i en energitung produktionsvirksomhed som Rockwool.

B-aktien i selskabet sluttede tirsdag 0,2 pct. lavere i 1640 kr.

VESTAS FÅR LØFTET KURSMÅL HOS HSBC

Vindmølleproducenten Vestas kan se sit kursmål hos den britiske storbank HSBC blive skruet op til 180 kr. fra 165 kr.

Anbefalingen er fortsat i neutralt terræn på "hold", viste data fra Bloomberg News tirsdag aften.

Også ISS har været en tur gennem analysemaskinen - her hos franske BNP Paribas Exane, der har regnet sig frem til et lidt lavere kursmål, men dog holder fast i anbefalingen "outperform".

Kursmålet er sænket til 159 kr. fra 167 kr.

Vestas endte tirsdag 1,4 pct. lavere i 177,58 kr., og ISS-aktien faldt 0,5 pct. til 118,75 kr.

MÆRSK LAVER VIGTIG AFTALE OM GRØNT BRÆNDSTOF

Mærsk har indgået en aftale om levering af grøn metanol til sin kommende flåde af containerskibe, der skal sejle på det alternative brændstof.

Det er kinesiske Goldwind, der med aftalen skal levere det grønne methanol til Mærsk.

Det skriver Mærsk i en pressemeddelelse.

Goldwind ventes at sende det første methanol til Mærsk fra 2026.

- Denne aftale er en milepæl for Mærsk, da den sætter os i stand til at reducere vores emissionsfodaftryk i dette årti og forblive på linje med 1,5 graders-målsætningen som fastsat i Paris-aftalen. Det sikrer os fortsat levering af lavemissionstjenester til vores kunder i anden halvdel af dette årti, siger Rabab Raafat Boulos, der infrastrukturdirektør hos A.P. Møller-Mærsk, i meddelelsen.

Mærsks B-aktie sluttede tirsdag 3,2 pct. lavere i 10.090 kr.

.\\˙ MarketWire

Mikkel Brix Kvols

Tags:  Danmark❯  Preview❯  Shares❯  indblik❯ 

Seneste nyheder