Aktier/tendens: Rockwool og Ambu under lup i ventet positiv start
De danske aktier ser ud til at kunne fastholde det let positive momentum, der også indledte ugen, når handlen skydes i gang tirsdag morgen.
Blandt enkeltaktierne er der fokus på blandt andet Rockwool, der har fået skåret en stor luns af kursmålet hos britiske HSBC, men generelt er markedet fortsat drevet af de store makrotemaer og særligt centralbankernes gøren og laden.
Nervøsiteten for endnu kraftigere rentestigninger end hidtil antaget var igen årsag til et dyk på det amerikanske aktiemarked mandag, men tirsdag morgen er stemningen vendt med aftagende statsrenter og stigende aktiefutures til følge.
Det smitter også af på det europæiske marked, hvor handlen med den tyske DAX-future peger på en positiv åbning i størrelsesordenen 0,5 pct.
Ugen blev indledt med panik omkring det britiske pund, som blev sendt kraftigt i dørken af løfter om skattelettelser og en kraftig forøgelse af de statslige investeringer i Storbritannien, som markedet frygter vil puste yderligere til den i forvejen massive inflation.
Ud på dagen besindede markederne sig dog, og herhjemme endte C25-indekset med et marginalt plus på 0,1 pct. til 1458,70.
Det britiske pund er også blevet stabiliseret igen trods en noget passiv melding fra Bank of England mandag eftermiddag, og det hjælper på det generelle humør.
ROCKWOOL OG AMBU FÅR SÆNKEDE KURSMÅL
To eliteaktier har været gennem analysemaskinen i løbet af det seneste døgns tid, og det har udløst sænkede kursmål til begge.
Stenuldsproducenten Rockwool har af britiske HSBC fået sænket sit kursmål til 1800 kr. fra 2300 kr., viser data fra Bloomberg News.
Den positive anbefaling "køb" står dog ved magt, og selv det nye kursmål er da også et pænt stykke over mandagens lukkekurs.
Den var på 1171,50 kr. efter en stigning på 1,2 pct. over dagen.
Ambu, som mandag steg med 2,4 pct. til 64,54 kr., har fået sænket sit kursmål hos svenske SEB til 67 kr. fra 75 kr., kom det sent mandag frem.
Her er anbefalingen fortsat i neutralt terræn på "hold", fremgik det mandag eftermiddag af Bloomberg News.
SELSKABER MED BRITISK EKSPONERING FÅR OPMÆRKSOMHED
De voldsomme udsving i det britiske pund aftvinger også fokus til de danske selskaber, der har størst eksponering mod det britiske marked.
Det gælder blandt andet Coloplast, Carlsberg, DFDS og H+H International.
Mandag endte Coloplast uændret i 760 kr., Carlsbergs B-aktie steg 1,6 pct. til 927 kr., DFDS faldt med 1,4 pct. til 202,60 kr., og H+H steg med 0,8 pct. til 103,40 kr.
DFDS-aktien er nu faldet hele ti handelsdage på stribe, hvor den samlet har mistet 24,3 pct.
.\\˙ MarketWire
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1182
- næste ›