Aktier/tendens: Scandinavian Tobacco kan tage fokus i blandet åbning

Udgivet den 20-05-2020  |  kl. 08:06  |  

Scandinavian Tobacco Groups regnskab tirsdag aften kan blive omdrejningspunkt onsdag, når handlen med de danske aktier starter. Tobaksselskabet kom med regnskabet en dag tidligere end planlagt, og det viste en omsætningsvækst i første kvartal på 22 pct.

Også Simcorp kan tiltrække sig opmærksomhed, da SEB hæver sit kursmål for aktien til 700 kr. mod tidligere 660 kr. og gentager holdanbefalingen efter mandagens sene regnskab, fremgår det af data fra Bloomberg News. Selskabet var i øvrigt tirsdagens absolutte top i eliteindekset med en stigning på 5,3 pct. til 700 kr.

Samlet set kan det blive både en dreng og en pige onsdag, når det danske aktiemarked åbner. Futures på det tyske DAX-indeks peger ned med 0,3 pct., mens de ledende futures i USA løftes med op til 0,8 pct. onsdag morgen.

Det danske eliteindeks steg tirsdag 0,7 pct. til 1283,01. Og i sidste uge gik indekset på weekend i 1242,56.

SOLID FREMGANG TIL STG

Scandinavian Tobacco Group, STG, kunne i årets første tre måneder notere sig en fremgang i salget på 22 pct., og den underliggende organiske vækst var på 5 pct. Omsætningen endte i perioden på 1791 mio. kr. mod 1464 mio. kr. i de første tre måneder af 2019.

Nettoresultatet - efter en skattebetaling på omkring 6 mio. kr. - landede på 21 mio. kr. i første kvartal 2020. Det skal sammenlignes med 93 mio. kr. et år tidligere. Her er det de særlige poster med en omkostning på 155 mio. kr. sammenlignet med 24 mio. kr. i første kvartal af 2019, samt finansomkostningerne, der i perioden voksede næsten 11 gange til 43 mio. kr. fra 4 mio. kr., der trækker ned.

STG venter i 2020 en organisk vækst i det justerede driftsresultat før af- og nedskrivninger, EBITDA, på mere end 2 pct. Det fremgår af selskabets regnskab for første kvartal af 2020. Tobaksselskabet suspenderede forventningerne i marts på grund af coronaudbruddet - men er nu klar til at forsøge sig igen.

Aktien steg 2,9 pct. tirsdag til 84,75 kr.

Pandora har fået set sit potentiale efter af Handelsbanken, der har sænket sin anbefaling af smykkeproducentens aktie, så den nu lyder på "hold" mod tidligere "køb". Kursmålet er på 300 kr., fremgår det af Bloomberg News.

Aktien steg tirsdag 1,4 pct. til 293,60 kr.

Og så kan Vestas konstatere, at den indiske konkurrent Suzlon Energy tirsdag kom et skridt nærmere en redning. Selskabets aktionærer har nemlig ved en brevafstemning godkendt samtlige ti beslutningsforslag, som skal bane vej for en omstrukturering af Suzlons gæld.

Kreditorerne, i form af almindelige långivere og obligationsejere, har allerede godkendt restruktureringsplanen, som indeholder udstedelser af aktier, konvertible obligationer og warrants til kreditorerne samt en kapitalrejsning på op til 14 mia. rupier og frasalg af aktiver.

Vestas faldt 0,3 pct. tirsdag til 626,40 kr.

Blandt sidepapirerne er Prime Office tirsdag aktuel med regnskab for første kvartal af 2020. Prime Office har på grund af udbruddet af Covid-19 og de økonomiske følger heraf indtil videre valgt ikke at give forventninger til resultatet for regnskabsåret 2020.

Foruden selve den forretningsmæssige udvikling i kvartalet vil fokus være på, om selskabet er klar til at give et bud på udviklingen for helåret.

En aktie i Prime Office steg med 7 pct. tirsdag til 199 kr.

/ritzau/FINANS

Charlotte Mackeprang

Tags:  Danmark❯  Preview❯  Shares❯  indblik❯ 

Relaterede nyheder