Aktier/tendens: Små stigninger i vente

Udgivet den 09-03-2012  |  kl. 08:24  |  

Der er fredag udsigt til moderate stigninger, hvor det tyske indeks ventes at lede fremgangen. Torsdagens rygter om en succesfuld græsk gældsombytning gav stemningen et løft, men fredag morgen efter den officielle melding har stemningen sat sig. C20-indekset lukkede torsdag med en stigning 0,3 pct. til 447,67. Nu er fokus rettet mod eftermiddagens amerikanske vigtige arbejdsmarkedsrapport.
På den danske scene vil regnskabet fra Royal Unibrew få lidt opmærksomhed, og det blev både til stærke 2011-tal og stærke forventninger fra Danmarks næststørste bryggeri.

Royal Unibrew, som torsdag lukkede 0,99 pct. højere i 358 kr., ligger godt i svinget efter morgenstundens pletfri regnskab. Regnskabstallene for 2011 ligger over analytikernes forventninger, og samtidig ser prognoserne for 2012 stærke ud. Det blev til en omsætningsfremgang på 9 pct. til 3,43 mia. kr. i 2011, hvor der er korrigeret for salget af de polske aktiviteter. Driften (EBIT) steg 14 pct. til 474 mio. kr., og dermed blev EBIT-marginalen forbedret med 2,8 procentpoint til 13,8 pct. Overskuddet før skat steg til 461 mio. kr. i 2011 fra 375 mio. kr. i 2010. Royal Unibrew skriver, at det har styrket sin markedsposition, skabt yderligere resultatfremgang og reduceret gælden. Det er sket på baggrund af fortsat stort fokus på udviklingen af kommercielle aktiviteter, samtidig med løbende forbedret effektivitet. Fremgangen er sket på trods af usædvanligt dårligt vejr i højsæsonen, øget økonomisk usikkerhed hos forbrugerne og hård konkurrence på markederne, hvor Unibrew befinder sig. Bryggeriet ser gode muligheder for fortsat udvikling af forretningen. Bryggeriet venter en omsætning på 3,375-3,500 mia. kr. i 2012. Der er ventet en drift (EBITDA) på 580-630 mio. kr. og en EBIT på 450-500 mio. kr. i 2012.
 
A.P. Møller - Mærsk lukkede torsdag 0,09 pct. lavere i kurs 43.320. Shanghai International Shipping Institute i en ny rapport kaldet Global Ports Development Report estimerer trafikvæksten i storhavnene Shanghai og Ningbo til at blive 10 pct. i 2012, og at væksten i havnene vil overgå markedsvæksten på 7 pct. Det skriver shippingavisen Lloyds List. Netop havnene i Shanghai og Ningbo har begge fremlagt trafik tal for både januar og februar i år, hvor trafikvæksten år-til-dato har været 3,4 pct. i Shanghai og 12,7 pct. i Ningbo. Yderligere skriver net-mediet Tianjinwe, at trafikken i Tianjin, som var verdens 11. største havn i 2011, i januar og februar samlet set steg 5,2 pct. til 1,772 mio. teu.
 
Carlsberg lukkede torsdag i 450,4 kr. efter en stigning på 0,51 pct. Bryggeriet står på kanten til det næste vækstmæssige syvmileskridt. Men det er højst usikkert, om Carlsberg kan klare det selv, og derfor arbejder ledelsen på at finde nye samarbejdspartnere og alliancer, der skal sikre, at Carlsberg ikke hægtes af i kapløbet, skriver Børsen fredag morgen. Ja, det kan man da godt tænke sig, udtaler bestyrelsesformand i Carlsberg Povl Krogsgaard-Larsen til Børsen som svar på om Carlsberg vil benytte sig af joint venture-modellen igen.
 
Vagt- og sikringskoncernen G4S har fået løftet sin anbefaling til køb fra tidligere hold hos finanshuset Panmure Gordon. Kursmålet bliver også løftet kraftigt i analysen til 330 pence fra tidligere 255 pence pr. aktie. Aktierne i G4S lukkede torsdag til sammenligning i 290 pence.

Udgivet af: lp@netposten.dk