Aktier/tendens: Sur stemning i Asien vil smitte af
Det danske aktiemarked vil åbne i minus mandag . Det indikerer udviklingen på aktiebørserne i Asien og på futuremarkedet. Skuffende nøgletal fra Kina og en endnu uafklaret situation omkring de automatiske stramninger i USA, som trådte i kraft fredag, er med til at forpurre humøret på aktiebørserne.
- Det ser ud til en lidt lavere åbning fra morgenstunden. Hvis man ser bort fra Japan er der en lidt negativ udvikling i Asien, siger Ole Kjær Jensen, afdelingschef i Sydbank, til Ritzau Finans og tilføjer, at børserne i Kina er ramt af skuffende nøgletal fra servicesektoren og snak om opstramninger på boligmarkedet.
PMI-indekset for den kinesiske servicesektor faldt i februar til det laveste niveau i fem måneder. Det er sammen med den kinesiske regerings krav om yderligere tiltag, der kan dæmper ejendomspriserne, med til at give fald på aktiebørserne i Kina. Ifølge Bloomberg News falder ejendomsudviklerne på meldingen fra regeringen, men der er også store fald blandt selskaber i cementindustrien, fortæller Ole Kjær Jensen. Dermed kan stramningerne bringe fokus på FLSmidth, der fredag faldt med 1,3 pct. 389,9 kr.
- Der vil også være fokus på de her besparelser på 85 mia. dollar, som er trådt i kraft i USA. For selvom det ikke er nyt, vi havde det også fredag, er det med til at tage fokus og smitte af, siger Ole Kjær Jensen med henvisning til, at det endnu ikke er lykkes politikerne i Washington at blive enige om en spareplan.
C20 Cap lukkede fredag 0,2 pct. højere i rekordniveau 576,5 - trukket af Lundbeck, der steg 3,2 pct. til 100 kr., efter at selskabet fik godkendt skizofrenimidlet Abilify Maintena til markedsføring i USA.
Der kan komme lidt fokus på DSV i forbindelse med, at konkurrenten Kuhne+Nagel er kommet med regnskab. Kuhne+Nagels forventninger til markedsudviklingen var på linje med DSVs forventninger på nær inden for "road", hvor de var lidt mere optimistiske end DSVs forventninger. DSV endte fredag i 139,5 kr.
Rockwool, der fredag lukkede i 709,5 kr., meldte sent fredag om et resultat for hele 2012 på niveau med analytikerforventningerne. Til gengæld virker 2013-forventningerne vanen tro konservative sammenlignet med konsensus. Rockwool spår et nettooverskud på ca. 700 mio. kr., mens analytikerne har skruet deres 2013-estimater helt op på 863 mio. kr. I 2012 var overskuddet på 772 mio. kr. mod ventet 775 mio. kr.
Blandt sidepapirerne kan der komme fokus på regnskabsaktuelle Parken Sport & Entertainment og Brøndby.
Sidstnævnte fik en skidt start på forårssæsonen i Superligaen. 0-2 hjemme mod Randers FC er langt fra den ønskestart den økonomisk trængte klub kunne have håbet på inden den forestående kapitalforhøjelse i foråret. Brøndby venter i 2012 med et tab på 245-250 mio. kr. Aktien faldt fredag 1,5 pct. til 13,5 kr.
Parkens forventninger til 2012 er en omsætning på 1200 mio. kr. og et resultat før skat på 55 mio. kr. Foruden Parken, der fredag steg 0,8 pct. til 67 kr., kan der komme fokus på Schouw & Co., idet Nordea har sænket en anbefaling for aktien til "køb" fra "stærkt køb", mens kursmålet er løftet til 190 kr. fra 180 kr.
Schouw & Co. lukkede fredag i 167 kr.
Speas vil være i fokus efter en nedjustering af forventningerne til 2012/13.
/ritzau/FINANS
Michael Lund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk