Aktier/tendens: Trumps toldkrig trækker tænder ud - futures er farvet røde
Trumps toldkrig vil mandag blive mødt af kursfald på aktiemarkederne, hvor der kan ventes fald over en bred kam, men også fokus på selskaber med produktion i Mexico som Ambu og Demant.
Lørdag underskrev præsidenten et dekret, som fra tirsdag lægger 25 pct. told på alle varer fra Mexico og Canada, mens varer fra Kina bliver pålagt 10 pct. Landene er USA's tre største handelspartnere.
Donald Trump varsler derudover, at der "ret snart" kommer told på varer fra EU.
Og selve Trumps skridt i forhold til at blæse en toldkrig i gang, vil uden tvivl påvirke verdenshandelen.
- Godt nok kan vi nyde godt af, at nogle af vores store virksomheder har etableret sig indenfor en eventuel amerikansk toldmur, men helt generelt bør man huske på, at de globale forsyningskæder er komplekse. Derfor er en del danske virksomheder allerede nu berørt, da de eksporterer til andre virksomheder, der bliver direkte ramt. Det kan særligt være til Mexico, hvor nogle danske virksomheder sandsynligvis også har produktion, konstaterer cheføkonom i Sydbank Søren Kristensen.
Det danske eliteindeks, C25, sluttede fredag 0,5 pct. lavere i 1773,18.
I Tyskland falder DAX-futuren 2,1 pct. mandag morgen, og i USA taber S&P 500-futuren 1,9 pct.
Ambu, der faldt 2,1 pct. til 134,75 kr., er blandt danske virksomheder med produktion i Mexico.
Medicokoncernens topchef, Britt Meelby Jensen, fortalte i sidste uge MarketWire, at man forberedte sig på forskellige scenarier.
- Vi er afventende og ser, hvad der sker. Vi forbereder forskellige scenarier uden at gå helt i selvsving. Vi har den styrke, at vi har et fleksibelt produktionssetup med fire fabrikker, heraf den ene i USA. Det giver en mulighed for at omfordele vores kapacitet efter behov, som vi selvfølgelig kun vil gøre, hvis vi synes, at det giver mening og er nødvendigt, sagde Britt Meelby Jensen torsdag i forbindelse med regnskabet for første kvartal.
Demant, der også har produktion i Mexico, faldt fredag 1,2 pct. til 290 kr.
Hos Vestas vågner aktionærerne til en sænket analyse fra norske Sparebank 1, som har skåret sin anbefaling til "sælg" fra "neutral". Kursmålet sættes til 90 kr.
Fredag lukkede Vestas 2,4 pct. lavere i 98,94 kr.
Der er også analysenyt om Danske Bank, der har fået lagt 15 kr. på kursmålet hos Jyske Bank, der nu sigter efter 245 kr. per aktie. Anbefalingen er stadig "køb".
Danske Bank lukkede fredag 1 pct. lavere i 215,10 kr.
.\\˙ MarketWire