Trump lægger told på varer fra USA's tre største handelspartnere

Udgivet den 03-02-2025  |  kl. 06:34  |  

Den amerikanske præsident, Donald Trump, har sent lørdag aften dansk tid levet op til sit løfte om at indføre told på varer fra USA's tre største handelspartnere, Mexico, Canada og Kina.

Det står klart, efter at den nytiltrådte præsident har underskrevet et præsidentielt dekret. Det oplyser Det Hvide Hus.

Med dekretet indføres 25 procent told på alle varer fra Mexico og Canada.

Eksport, der vedrører energiprodukter fra Canada - for eksempel olie - er som det eneste undtaget for de 25 procent. Her vil der i stedet gælde en told på ti procent, oplyser Det Hvide Hus ifølge nyhedsbureauet AFP.

For Kina indføres told på ti procent på alle varer.

Det fremgår af dekretet, som Trump lørdag har underskrevet, at tolden ventes at træde i kraft fra tirsdag den 4. februar, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Told er en importafgift, som lægges på varer, der produceres i udlandet.

Idéen er, at de varer, der kommer ind i ens land, bliver dyrere, og at folk er mindre tilbøjelige til at købe dem. Intentionen er, at folk til gengæld køber billigere, hjemlige produkter og på den måde styrker landets egen økonomi.

Trumps beslutning har været varslet og kommer dermed ikke som nogen stor overraskelse. Det betragtes dog alligevel som en indgribende handling, at han lægger told på varer fra USA's tre største handelspartnere.

Præsidenten har blandt andet forsvaret handlingen med, at Canada og Mexico bidrager både til en sundhedskrise og en migrantkrise i USA.

- Den ekstraordinære trussel, som udgøres af udlændinge og stoffer - herunder det dødelige fentanyl - udgør en national krise, har Det Hvide Hus udtalt.

Der eksisterer egentlig en handelsaftale mellem USA, Canada og Mexico - den såkaldte Nafta-aftale - der har til formål netop at forhindre, at de tre nabolande eksempelvis indfører told på varer fra hinanden.

Trump-administrationen kommer dog uden om aftalen ved at omtale situationen som en "national krise", skriver det canadiske medie CBC.

Trump har også truet med at lægge told på varer fra EU.

/ritzau/

Redaktion