Aktier/tendens: Ugens optur fortsætter i det stille

Udgivet den 10-04-2013  |  kl. 08:18  |  

Mens aktiestigningerne fortsætter i New York og Tokyo, indikerer futuremarkedet en mere afdæmpet åbning på de europæiske børser onsdag morgen. Så det tegner til en rolig åbning med en svagt positiv undertone.

C20 Cap-indekset sluttede tirsdag 0,1 pct. højere i 567,16, og steg også mandag med 0,6 pct.

FLSmidth er genstand for lidt negativt nyt, da Exane BNP Paribas har sænket sin anbefaling til "underperform" fra "neutral". Aktien i FLSmidth faldt tirsdag med 0,6 pct. til 336 kr.

A.P. Møller - Mærsk og de øvrige containerrederier fortsætter kampen for at hæve raterne. Senest har CMA CGM, der blandt andre konkurrerer med Maersk Line, meddelt, at fragtraterne på ruterne fra Nordeuropa til Fjernøsten (Kina, Japan, Korea og Sydøstasien) vil blive hævet med 125 dollar per tyvefodscontainer fra den 1. maj. Mærsk-aktien faldt tirsdag 0,2 pct. til 43.160 kr.

Analytikerroserne er de seneste børsdage gået Carlsbergs og Genmabs vej. Mandag steg Carlsberg-aktien 2,2 pct., da Bank of America Merrill Lynch kom med en opløftende analyse på selskabet. Tirsdag var det japanske Nomura, der kastede sin kærlighed på ølaktien, der steg 1,2 pct. til 567 kr.

Endnu bedre er det gået Genmab, der steg 0,9 pct. mandag og 4,5 pct. tirsdag. Danske Bank løftede tirsdag kursmålet for biotekaktien til 165 kr. fra 135 kr., og mandag hævede Nordea sit kursmål til 191 kr. fra 146 kr.

Brøndby-aktien kan igen blive sendt i svingninger i forbindelse med den planlagte aktieemission. Tirsdag blev tegningsretterne til emissionen handlet for første gang. De sluttede i 30 øre, og giver ret til tegning af en aktie til 2 kr.

Alligevel steg den eksisterende Brøndby-aktie med 126 pct. fra den teoretiske slutkurs mandag på 2,65 kr. til 6 kr. Brøndby har annonceret investormøde på onsdag. Det holdes ”for at give nuværende og nye investorer mulighed for at blive præsenteret for virksomheden og Brøndby IF’s syn på fremtiden”, hedder det i en pressemeddelelse.

Fra den makroøkonomiske front vil der i aften komme opmærksomhed om referatet fra det seneste rentemøde i den amerikanske centralbank.

/ritzau/FINANS

Jakob Dalskov +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk